Kina gør rent bord ved Denmark Open
Stormagten Kina vandt alle fem rækker, da finalerne ved badminton-turneringen Denmark Open blev spillet.
Chen Long (tv.) vandt Denmark Open for tredje gang, da han søndag sejrede i finalen i Odense.
Chen Long (tv.) vandt Denmark Open for tredje gang, da han søndag sejrede i finalen i Odense. Foto: ANDERS BROHUS/POLFOTO


Kina er den mest dominerende nation i badminton.

Det blev der - som sædvanlig, fristes man til at sige - sat en tyk streg under, da finalerne ved Super Series Premier-turneringen Denmark Open søndag blev afviklet i Odense Idrætshal.

Da herredoublen Fu Haifeng og Zhang Nan vandt den afsluttende finale med 21-13, 25-23 over de topseedede sydkoreanere Lee Yong Dae og Yoo Yeon Seong, betød det, at Kina vandt alle fem rækker.

Umiddelbart forinden havde verdensmesteren i herresingle, Chen Long, vundet sin finale med 21-19, 24-22 over sydkoreaneren Son Wan Ho.

Det var Chen Longs tredje Denmark Open-sejr i de seneste fire udgaver af turneringen.

I damesingle var den olympiske mester, Li Xuerui, stærkest i kampen mod sidste års Denmark Open-vinder, landsmanden Wang Yihan. Li Xuerui vandt 21-17, 22-20.

I mixeddouble var Xu Chen og Ma Jin bedst, da de vandt 22-20, 21-15 over indoneserne Tontowi Ahmad og Liliyana Natsir.

Damedoublen blev vundet af Wang Xiaoli og Yu Yang, som besejrede japanerne Misaki Matsutomo og Ayaka Takahashi med 21-14, 21-14.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.