Kims arbejdsskade afvist: Du var ikke i livsfare som minerydder
Både Arbejdsskadestyrelsen og Ankestyrelsen afviser, at jobbet som minerydder er skyld i Kims posttraumatiske stress.
Jobbet som minerydder er ikke farligt nok til, at man kan udvikle posttraumatisk stress af det, lyder beskeden til Kim Robin Poulsen - her fotograferet i 2002, da han havde været udsendt i Afghanistan.
Jobbet som minerydder er ikke farligt nok til, at man kan udvikle posttraumatisk stress af det, lyder beskeden til Kim Robin Poulsen - her fotograferet i 2002, da han havde været udsendt i Afghanistan. Foto: Scanpix/Arkiv


Du var ikke nok i livsfare under jobbet som minerydder i Afghanistan.

Den besked har Kim Robin Poulsen fået af både Arbejdsskadestyrelsen og Ankestyrelsen, som derfor nægter at anerkende hans PTSD som en erhvervssygdom. Det skriver fagbladet fra Hærens Konstabel- og Korporalforening (HKKF).

"Du har ikke i dit arbejde i øvrigt været udsat for exceptionelt truende eller katastrofeagtige belastninger under udsendelser med Forsvaret," lyder begrundelsen blandt andet.

Kim Robin Poulsen var udsendt i Afghanistan i 2002, og har tidligere været udsendt i flere krigsområder.

Formanden for HKKF, Flemming Vinther, kalder afgørelsen grotesk.

- Prøv at forestille dig, at det var dig, som hver dag skulle fjerne miner, der eksploderer, hvis du laver den mindste fejl? Og at du skulle gøre det i et område, hvor Taleban har som mål at slå dig ihjel? Sådan var jobbet for Kim, og jeg fatter ikke, hvordan nogen kan komme frem til, at det ikke skulle være særlig belastende, siger han.

Han frygter, at afslaget også vil få konsekvenser for danskere i andre brancher, som anmelder psykiske lidelser som erhvervssygdomme.

For hvis en minerydder kan få afslag med begrundelsen, at jobbet ikke er belastende nok, hvilket job er så? spørger han, og opfordrer politikerne til at lave loven om.

 

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.