Kim og Kanye skal have en dreng
Kendisparret skal være forældre for anden gang, og denne gang er det en dreng.
Kanye West og Kim Kardashian bor i Hollywood sammen med deres datter North West.
Kanye West og Kim Kardashian bor i Hollywood sammen med deres datter North West. Foto: Evan Agostini/EVAN AGOSTINI/INVISION/AP


Når man skal finde på et navn til sit kommende barn, er det altid lidt lettere, når man kender dets køn.

Og først nu kan rapperen Kanye West og realitystjernen Kim Kardashian for alvor diskutere, hvad deres næste barn skal hedde.

Kendisparret annoncerede tidligere i foråret, at de skulle være forældre for anden gang, og spekulationerne på barnets navn har væltet de sociale medier.

Men nu kan forældreparret udelukke den ene halvdel af navneforslagene, for nu kender de kønnet på deres næste guldklump. I anledning af den internationale fars dag løftede 34-årige Kim Kardashian sløret for det næste vidunder i den lille families liv.

- Du er sådan en god far for North, og du kommer også til at være den bedste far for vores nye søn, skrev Kim Kardashian på sin profil på billeddelingsmediet Instagram.

Hollywood-parret blev i juni 2013 forældre til datteren North West.

Hvad den lille nye søn skal hedde, vides endnu ikke, men Kim Kardashian har afkræftet, at han kommer til at hedde noget, der minder om storesøsteren.

- Jeg bryder mig ikke om South West. North vil altid være bedre, sagde Kardashian i det amerikanske satireprogram 'Wait, Wait Don't Tell Me' på den amerikanske radiokanal NPR, hvor hun lavede en gæsteoptræden tidligere på året.

Hollywood-parret var venner i mange år, før de blev kærester 2012. Parret giftede sig i 2014 i Firenze, og festen varede i en hel uge.

Se Kim Kardashian billede på Instagram her: https://instagram.com/p/4N5m7OOS5G/?taken-by=kimkardashian


/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.