Kim Jong-un sætter militæret i beredskab til atomkrig
Den nordkoreanske leders ordre kommer efter FN's stramning af sanktioner mod landet.
Nordkorea har reageret på FN's sanktioner ved at gøre sig klar til atomkrig.
Nordkorea har reageret på FN's sanktioner ved at gøre sig klar til atomkrig. Foto: Ahn Young-joon/AP


Nordkoreas militær skal være klar til at tage landets atomvåben i brug når som helst.

Det er beskeden fra landets leder, Kim Jong-un, ifølge det statslige nyhedsbureau KCNA, skriver Reuters.

- Vi skal være klar til at affyre vores nukleare sprænghoveder når som helst, bliver han citeret for at have sagt fredag.

Jong-uns udmelding kommer i forbindelse med en øvelse, som landets militær holder i øjeblikket. Her har han angiveligt overværet militæret tage nye og mere avancerede raketkastere i brug.

Her sagde han også, at Nordkoreas fjender truer landets overlevelse, og at landets militær derfor skal gøre sig klar til at slå fra sig.

Situationen på den delte koreanske halvø er blevet så anspændt, at Nordkorea bliver nødt til at forberede sig på det værste, lyder det fra Jong-un.

FN udvidede onsdag sine sanktioner mod styret i Nordkorea, efter at landet 6. januar gennemførte en atomprøvesprængning. Den fjerde siden 2006.

Natten til torsdag dansk tid reagerede Nordkorea så ved at affyre seks missiler ud over havet.

En handling, der af Japan, Sydkorea og det internationale samfund er blevet tolket som utilfredshed med de nye sanktioner.

USA's forsvarsministerium, Pentagon, har natten til fredag dansk tid nedtonet risikoen, som Nordkoreas atomarsenal udgør.

- Den amerikanske regerings vurdering har ikke ændret sig. Vi har ikke set Nordkorea teste eller vise evnerne til at fremføre et atomvåben, siger en embedsmand til AFP.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.