Kilder: Tredje græske hjælpepakke er snart klar
Aftalen om et tredje græsk hjælpeprogram ventes at falde på plads inden for de kommende dage, siger kilder.
Den græske premierminister, Alexis Tsipras, sagde tidligere på ugen, at forhandlingerne om en ny hjælpepakke nu er i slutfasen.
Den græske premierminister, Alexis Tsipras, sagde tidligere på ugen, at forhandlingerne om en ny hjælpepakke nu er i slutfasen. Foto: Yorgos Karahalis/AP


Græske regeringsembedsmænd er ved at gennemgå et udkast til den tredje hjælpepakke til Grækenland.

Udkastet er skrevet efter forhandlinger med repræsentanter fra långiverne i EU og Den Internationale Valutafond (IMF).

Det giver håb om, at en aftale kan falde på plads inden for de kommende dage, siger flere kilder til internationale nyhedsbureauer.

Repræsentanterne mødtes med Grækenlands finansminister og økonomiminister i Athen lørdag. Dagen inden meddelte embedsmænd fra flere af de europæiske finansministerier, at det gik den rigtige retning.

- Drøftelserne i dag har at gøre med, hvad der skal ske inden den første udbetaling, siger en unavngiven græsk regeringsembedsmand lørdag til Reuters.

- I morgen vil forhandlingerne fokusere på de mere kontroversielle spørgsmål i aftalen.

Hvis aftaleudkastet bliver klart til tirsdag, er det ventet, at den græske regering og parlamentet vil godkende det inden torsdag. Derefter skal aftalen behandles af landene i eurogruppen, som skal godkende hjælpepakken om nye lån på op mod 86 milliarder euro over tre år.

- Vi håber, at alt går vel, sagde den græske økonomiminister, Giorgos Stathakis, til journalister uden for det hotel i Athen, hvor forhandlingerne nu har foregået i to uger.

På spørgsmålet om hvorvidt en aftale er inden for rækkevidde, svarede Stathakis, at de foreløbige positive meldinger "kan være" korrekte.

Aftalen skal gerne falde på plads inden den 20. august, hvor Grækenland skal betale et låneafdrag på 3,2 milliarder euro til Den Europæiske Centralbank (ECB).

/ritzau/dpa

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.