Kilde: Stadig store knaster i atomforhandlinger med Iran
De fleste tekniske spørgsmål er på plads, men atomaftale er ikke helt i hus, siger kilder. USA er optimistisk.
USA's udenrigsminister, John Kerry, er optimist, siger han ved de afsluttende forhandlinger om en atomaftale med Iran søndag.
USA's udenrigsminister, John Kerry, er optimist, siger han ved de afsluttende forhandlinger om en atomaftale med Iran søndag. Foto: CARLOS BARRIA/AP


Der er stadig nogle store knaster, der skal høvles af, inden en atomaftale med Iran kan være på plads.

Det siger en højtstående amerikansk kilde ved forhandlingerne i den østrigske hovedstad Wien til det franske nyheds bureau AFP.

I løbet af dagen har der lydt flere meldinger om, at atomforhandlingerne er i den afsluttende fase.

- Vi har aldrig spekuleret i timingen af noget under disse forhandlinger, og det begynder vi heller ikke på nu, især i lyset af at der fortsat er store udeståender at løse ved disse forhandlinger, siger den højtstående embedsmand fra USA's udenrigsministerium.

Den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, siger ligeledes, at der er en del hårdt arbejde forude, men erklærer sig "håbefuld".

- Jeg tror, at vi kommer til nogle rigtige beslutninger, siger Kerry.

Irans chefforhandler, Ali Akbar Salehi, siger ifølge Reuters til iranske medier, at Iran og de seks lande, der forhandler med iranerne om landets omstridte atomprogram, er enige om de fleste tekniske aspekter af aftalen.

Diplomater tæt på forhandlingerne siger imidlertid til Reuters, at de sværeste udfordringer er de politiske spørgsmål og ikke de tekniske.

En iransk kilde siger lørdag eftermiddag, at det er logistisk umuligt at nå frem til en aftale i løbet af søndagen.

Den højtstående iranske embedsmand udtaler sig til nyhedsbureauet Isna, skriver Reuters.

- At nå en aftale er logistisk umuligt, også fordi de nødvendige forberedelser ikke kan nås i aften. Det hårde arbejde fortsætter, siger den unavngivne kilde.

Den såkaldte P5+1 gruppe, som består af FN's Sikkerhedsråds fem faste medlemmer - Storbritannien, Kina, USA, Rusland og Frankrig - plus Tyskland, har fastsat en frist til mandag til at nå frem til en aftale med Iran om landets omstridte atomprogram. Det er en strid, der har varet i 13 år.

Aftalen har til formål at sikre, at Iran ikke udvikler atomvåben. Blandt andet skal aftalen sikre, at Iran ikke kan fremstille højt beriget uran, og inspektører skal have adgang til Irans atomanlæg for at sikre, at Iran holder sig til aftalen.

Til gengæld ønsker Iran en række internationale sanktioner ophævet, som har isoleret Iran og lagt stort pres på landets økonomi.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.