KIF svarer igen på lussing med storsejr
Efter pauseføring på 15-10 fortsatte KIF Kolding København med at dominere hjemmekampen mod Sønderjyske.
Bo Spellerberg og KIF Kolding København vandt onsdag for fjerde gang i sæsonen.
Bo Spellerberg og KIF Kolding København vandt onsdag for fjerde gang i sæsonen. Foto: DAVALI PHILIP/free


Mens det ikke kører for KIF Kolding København i Champions League, går det bedre for holdet i Boxer Herreligaen i håndbold.

Onsdag aften vandt klubben for fjerde gang i sæsonen, da Sønderjyske blev slået 30-20 i Kolding.

Sejren var også en revanche for søndagens lussing, hvor KIF foran samme publikum blev udraderet 18-30 af Rhein-Neckar Löwen i Champions League.

KIF vandt kampen over sønderjyderne uden den russiske højreback Konstantin Igropulo, som klubben tidligere onsdag meldte ude i minimum et par uger som følge af en blindtarmsoperation.

Allerede efter tre minutter var KIF foran med 3-0, og derfor tog Sønderjyske en tidlig timeout. Det hjalp kortvarigt, da holdet opnåede kontakt ved 5-5 og 6-6, men ved pausen synes kampen alligevel tæt på afgjort med en KIF-føring på 15-10.

I anden halvleg blev forspringet stille og roligt udbygget, så det endte med en decideret storsejr på 30-20.

Efter seks kampe står KIF Kolding noteret for otte point, mens sønderjyderne har seks point.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.