KIF Kolding nedkæmper Skjern og fører ligaen alene
KIF Kolding København lavede fem mål på stribe sidst i første halvleg. Skjern var tæt på at nå op til sidst.
Skjerns Thomas Klitgaard har godt fat i KIF's Torsten Laen, men generelt havde Skjern svært ved at dæmme op for Laen. Og for resten af KIF'erne, der vandt opgøret.
Skjerns Thomas Klitgaard har godt fat i KIF's Torsten Laen, men generelt havde Skjern svært ved at dæmme op for Laen. Og for resten af KIF'erne, der vandt opgøret. Foto: CLAUS BONNERUP/POLFOTO


Topholdet i Herre Håndbold Ligaen hedder KIF Kolding København, og det er der egentlig ikke noget overraskende i.

Lørdag vandt topholdet 30-27 over Skjern efter en pauseføring på 17-11.

De to mastodonter i dansk herrehåndbold fulgtes pænt ad i første halvleg, men i halvlegens sidste fem minutter faldt kampens reelle afgørelse.

KIF Kolding København gik fra 12-11 til 17-11, hvorefter der blev fløjtet til pause.

Føringen på seks mål skulle vise sig at blive to point værd for hjemmeholdet, for i anden halvleg var Skjern bedst.

Gæsterne kom tættere og tættere på, og få minutter før tid nåede de næsten helt op og var kun bagud med et enkelt mål. Men i slutfasen viste hjemmeholdet sig stærkest og sikrede sig begge point.

Med sejren sætter KIF Kolding København sig alene på førstepladsen i ligaen med ni point for fem kampe, hvilket er to point flere end Århus Håndbold og Aalborg Håndbold, der begge er noteret for syv point efter fem kampe.

I bunden af rækken hentede Odder Håndbold sæsonens to første point, da bundholdet vandt 35-26 over Skanderborg.

Bjerringbro-Silkeborg kæmpede sig til en fin udesejr på 26-22 over Sønderjyske.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.