KIF Kolding kravler opad i tabellen efter storsejr
Der var aldrig tvivl om sejren, da KIF Kolding slog Skanderborg med 29-21. Holdet er nu nummer tre i ligaen.
Torsten Laen og KIF Kolding København indtager tredjepladsen i Boxer Herreligaen efter storsejr over Skanderborg Håndbold.
Torsten Laen og KIF Kolding København indtager tredjepladsen i Boxer Herreligaen efter storsejr over Skanderborg Håndbold. Foto: Rasmus Pedersen/Polfoto


KIF Kolding København indtager tredjepladsen i Boxer Herreligaen efter storsejr på 29-21 hjemme mod Skanderborg Håndbold.

Der var aldrig spænding om kampens udfald, og det var kun tæt de første få minutter. Men ved stillingen 4-3 efter otte minutter trak KIF Kolding fra og så sig aldrig tilbage.

Det store spilovertag resulterede i en pauseføring på hele 17-9, og selv om anden halvleg var mere lige, var der aldrig tvivl om det endelige resultat.

Det har ikke været nogen stor sæson for KIF Kolding, der inden kampen lå på en sjetteplads i den bedste række for en kamp færre end de bedre placerede hold.

Holdet er også endegyldigt ude af Champions League og kæmper nu for at skabe det bedst mulige udgangspunkt for slutspillet.

Skanderborg havde ellers meget at spille for, da holdet blot er to point fra ottendepladsen, der udløser en plads i slutspillet. En sejr i torsdagens kamp ville altså have pyntet gevaldigt i det regnskab.

KIF Kolding spiller næste gang på torsdag mod Århus Håndbold, der ligger på ligaens fjerdeplads. Skanderborg fortsætter kampen om slutspilspladserne onsdag mod pokalvinderen HC Midtjylland.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.