KIF Kolding København kniber sig videre til DM-finalen
Aalborg var tæt på den nødvendige sejr på seks mål for at spille sig videre til DM-finalen.
KIF Kolding København og Bo Spellerberg spillede sig lørdag videre til DM-finalen trods et nederlag på 25-28 til Aalborg Håndbold. (Anita Graversen/POLFOTO)
KIF Kolding København og Bo Spellerberg spillede sig lørdag videre til DM-finalen trods et nederlag på 25-28 til Aalborg Håndbold. (Anita Graversen/POLFOTO) Foto: ANITA GRAVERSEN/POLFOTO


KIF Kolding København er klar til endnu en DM-finale. Det står klart trods et nederlag på 25-28 til Aalborg Håndbold i semifinalen.

Inden kampen var der dog ikke lagt op til megen spænding, eftersom det første opgør endte 27-21 til KIF Kolding, men nordjyderne førte med fire mål med omkring fire minutter tilbage, og den forsvarende mester var lige ved at smide det hele på gulvet.

Aalborg manglede dog lige den sidste skarphed, og KIF Kolding kunne dermed ånde lettet op, da Bo Spellerberg reducerede til 25-28 med et halvt minut igen.

Nordjyderne sled og slæbte i begyndelsen af kampen og var efter få minutter foran med tre mål. Den forsvarende mester bed dog fra sig, og med en effektiv og sprudlende offensiv gik de to hold til pause med en føring på 15-13 til KIF Kolding.

Kampen bar præg af formidabelt offensivt spil, og begge hold bidrog til en velspillet håndboldkamp med flotte angrebskombinationer, tekniske svære skudafviklinger og strømlinet presspil.

Anden halvegs indledning var tæt, men pludselig fandt nordjyderne et nyt gear. Aalborg nærmede sig den store overraskelse, men marginalerne var ikke på nordjydernes side.

Kampens topscorer blev KIF Koldings hurtige playmaker, Lukas Karlsson, med syv mål. Nordjydernes spiller med flest mål blev Emil Berggren, der var banens bedste spiller i kampens slutfase. Han scorede seks gange.

KIF Kolding København skal dermed kæmpe om klubbens 17. DM-titel, hvis man både tæller KIF Kolding og det hedengangne AG Københavns danmarksmesterskaber med.

Søndag eftermiddag mødes Bjerringbro-Silkeborg og Skjern Håndbold i den anden semifinale. Her vandt vestjyderne det første opgør med 31-25 på hjemmebane.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.