KIF Kolding er fortsat uden Champions League-point
KIF Kolding København tabte for tredje gang på stribe i Champions League, da det blev 25-30 i Montpellier.
Bo Spellerberg og KIF Kolding København har fået en hård start på Champions League.
Bo Spellerberg og KIF Kolding København har fået en hård start på Champions League. Foto: DAVALI PHILIP/free


Champions League-nedturen fortsætter for KIF Kolding København, som søndag eftermiddag tabte for tredje gang ud af tre mulige i den prestigefyldte turnering.

På udebane mod franske Montpellier blev det et nederlag på 25-30 i en kamp, der var mere lige, end cifrene antyder, men hvor danskerne gik helt ned i de sidste minutter.

Medvirkende til nederlaget var, at de danske mestre fik en virkelig sløj start på anden halvleg, hvor Montpellier scorede fire mål på stribe og gik fra pausestillingen 14-14 til 18-14-føring.

Der skulle gå fire et halvt minut efter sidebyttet, inden KIF Kolding Københavns store skudtrussel Lasse Andersson endelig fik passeret den franske målmand. Dermed var danskerne på hælene fra start.

Det blev ikke nemmere af, at koldingenserne tog tre udvisninger i løbet af anden halvlegs første 11 minutter, men på en flot fight og en stribe redninger af den velspillende målmand Kasper Hvidt fik holdet sig langsomt arbejdet ind i kampen igen.

Midtvejs i anden halvleg lykkedes det danskerne at udligne til 23-23, og KIF Kolding København kom endda kortvarig foran.

Men comebacket kostede mange kræfter, og da tingene spidsede til i slutfasen, gik der kludder i de danske angrebssystemer, og franskmændene fik let spil på kontrastød.

Dermed var det Montpellier, der hentede sine første Champions League-point. Det franske mandskab efterlader KIF Kolding København som ensom nummer sidst i puljen med et rundt nul på pointkontoen.

Næste mulighed for at tage den første sejr kommer i næste weekend, hvor de danske mestre hjemme tager imod Pick Szeged fra Ungarn.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.