KIF forstærker sig med seks nye spillere
Der er en spansk landsholdsspiller blandt seks nye spillere, der skal hjælpe KIF Kolding København til succes.
KIF Kolding Københavns og Kasper Hvidt præsenterede mandag nye spillere på et pressemøde i København.
KIF Kolding Københavns og Kasper Hvidt præsenterede mandag nye spillere på et pressemøde i København. Foto: Graversen Anita/Polfoto


Sæsonen bød skuffende på en tabt bronzefinale for KIF Kolding Københavns håndboldherrer, som samtidig sagde farvel til adskillige af klubbens spillere.

Efter det samlede nederlag til GOG i bronzefinalen sagde KIF farvel til en række stamspillere ifølge klubbens egen hjemmeside.

Det drejer sig om Lukas Karlsson, Torsten Laen, Simon Jensen, Kasper Irming, Kristian Asmussen, Lasse Andersson, Nikolai Enderleit, Jacob Kühne, Jakob Stork og Peter Beuschau.

Mandag var svingdøren så åben den anden vej, og seks nye spillere blev præsenteret i Nyhavn i København.

De nye navne fra næste sæson er Nicolas Lundbye, Morten Bjørnshauge, Antonio Garcia, Niko Mindegia og Fabio Chiuffa samt svenske Philip Stenmalm, som dog var forhindret i at deltage i mandagens præsentation.

To af de seks ny spillere er spaniere, og det mest prominente navn er 32-årige Antonio Garcia, som er fast mand på det spanske landshold og senest har spillet for ungarske Pick Szeged.

Den anden spanier er Niko Mindegia, som er udset til rollen som playmaker.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.