Khader til Støjberg: Du er ikke præcis nok
Ændring i lovforslag om beslaglæggelse af smykker fra asylansøgere er ikke præcis nok, siger De Konservative.
"Det er vigtigt at holde fast i princippet om, at hvis folk kommer hertil og har en formue, så skal de bruge formuen, før vi begynder at bruge skattekroner på dem,"siger udlændinge- og integrationsordfører Naser Khader (K).
"Det er vigtigt at holde fast i princippet om, at hvis folk kommer hertil og har en formue, så skal de bruge formuen, før vi begynder at bruge skattekroner på dem,"siger udlændinge- og integrationsordfører Naser Khader (K). Foto: Scanpix


Hos De Konservative er udlændinge- og integrationsordfører Naser Khader glad for, at udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) vil ændre det omdiskuterede lovforslag om at beslaglægge smykker og kontanter fa asylansøgere.

Men Naser Khader er ikke helt tilfreds med oplægget fra Inger Støjberg, som blandt andet hæver beløbsgrænsen fra 3000 til 10.000 kroner og friholder genstande med særlig affektionsværdi.

- Det er vigtigt at holde fast i princippet om, at hvis folk kommer hertil og har en formue, så skal de bruge formuen, før vi begynder at bruge skattekroner på dem. Vi har begrænsede midler i Danmark, og vi sparer på kultur, sundhed og uddannelse.

- Men hvor meget er en formue? Inger Støjberg er ikke præcis nok, selv om hun forsøger. Der er stadig lagt op til, at en politimand skal vurdere, om en genstand har høj eller lav økonomisk værdi. Den opgave skal vi ikke overlade til betjentene, siger Naser Khader.

Han håber derfor, at aftalepartierne kan mødes og diskutere indholdet.

- Jeg har selv en hel del spørgsmål, jeg gerne vil stille ministeren og hendes embedsmænd. Blandt andet hvordan man skal kunne vurdere, om tingene har høj eller lav personlig værdi, siger Naser Khader, som dog tror på enighed blandt partierne.

De Konservative har ligesom Socialdemokraterne og Liberal Alliance tidligere efterlyst ændringer af det omdiskuterede smykkeforslag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.