Kevin Magnussen starter som nummer 17 i Rusland
Magnussen starter umiddelbart foran teamkollega Jolyon Palmer i søndagens grandprix i Sotji.
Lige som i Beijing for to uger siden må Kevin Magnussen nøjes med en startposition som nummer 17, når Formel 1-feltet kører sæsonens fjerde grandprix i Sotji søndag eftermiddag.
Lige som i Beijing for to uger siden må Kevin Magnussen nøjes med en startposition som nummer 17, når Formel 1-feltet kører sæsonens fjerde grandprix i Sotji søndag eftermiddag. Foto: Ivan Sekretarev/AP


Kevin Magnussen må igen finde sig i en beskeden startposition, når Formel 1-feltet søndag kører det russiske grandprix i Sotji.

Ved lørdagens kvalifikation rakte Magnussens præstation til en startposition som nummer 17, hvilket er én plads bedre end teamkollegaen i Renault, Jolyon Palmer.

Renault-teamet har haft en besværlig start på sæsonen, og det er tilsyneladende endnu ikke lykkedes at få tilstrækkelig fart i bilerne til at gøre sig gældende i midterfeltet.

Magnussens 17.-plads ligger nogenlunde i tråd med præstationen i den sidste træning tidligere lørdag, hvor han noterede 16. bedste tid.

Ligesom i Kina for to uger siden, hvor han også kørte sig til en startposition som nummer 17, lykkedes det lige akkurat ikke for danskeren at klare sig videre fra den første af de tre kvalifikationsrunder, hvor de seks langsomste kørere blev udskilt.

Kevin Magnussen blev noteret for en omgangstid på 1.38,914 minut, mens Palmer pressede bilen ind på 1.39,009.

For andet grandprix i træk bliver det Nico Rosberg (Mercedes), der starter forrest.

Tyskeren, der har vundet sæsonens tre første løb, var klart hurtigst i kvalifikationen, hvor landsmanden Sebastian Vettel (Ferrari) og Valtteri Bottas (Williams) kom ind på de næste pladser.

Vettel kommer dog ikke til at starte fra anden position, fordi han blev idømt en straf på fem positioner for at skifte gearkasse undervejs. Det betyder en startposition som nummer syv.

Rosberg og Bottas starter derfor i første række med Kimi Räikkönen (Ferrari) og Felipe Massa (Williams) lige bag sig.

Kvalifikationen blev en ny nedtur for den forsvarende verdensmester, Lewis Hamilton (Mercedes), som igen havde problemer med bilen og måtte stoppe efter anden kvalifikationsrunde. Det betyder en beskeden startposition som nummer ti.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.