Kessler-rivalen Carl Froch stopper karrieren
Bokseren Carl Froch har valgt at indstille karrieren for at blive ekspert hos medievirksomheden Sky Sports.
Mikkel Kessler (på billedet) nåede at bokse to kampe mod Carl Froch, som stopper karrieren for at blive tv-ekspert.
Mikkel Kessler (på billedet) nåede at bokse to kampe mod Carl Froch, som stopper karrieren for at blive tv-ekspert. Foto: www.mikkelkessler.com/free


Kobraen har bidt sin modstander for sidste gang.

Bokseren Carl Froch - med kælenavnet The Cobra - stopper karrieren og bliver i stedet ekspert hos medievirksomheden Sky Sports.

Den tidligere verdensmester, som blandt andet boksede nogle seværdige kampe mod den ligeledes pensionerede Mikkel Kessler, gider ikke gå i ringen længere.

- Jeg er utrolig stolt over, hvad jeg har opnået i boksning, men det er det rigtige tidspunkt at lægge mine handsker på hylden nu.

- Jeg har intet tilbage at bevise, og min historie taler for sig selv, siger 38-årige Froch til Sky Sports.

Briten har fire gange i karrieren vundet verdensmesterskabet hos et af de største forbund i supermellemvægt. I 35 kampe har Froch kun tabt to kampe. Det er blevet til 33 sejre - heraf 24 på knockout.

Et af Frochs nederlag blev indkasseret mod Kessler, mens danskeren også har tabt en indbyrdes kamp. Det andet Froch-nederlag var mod amerikaneren Andre Ward.

Froch blev i øvrigt Kesslers sidste modstander, da englænderen i 2013 snuppede WBA-titlen fra danskeren i England. I 2010 besejrede Kessler til gengæld Froch i Herning i den stort anlagte Super Six-turnering.

Frochs seneste kamp var mod landsmanden George Groves foran 80.000 tilskuere på Wembley i maj 2014. Froch vandt opgøret på teknisk knockout.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.