Kerry: Koalitionen mod Islamisk Stat er en succes
Efter blot to en halv måned kan indsats mod Islamisk Stat fremvise flere sejre, siger USA's udenrigsminister.


Den internationale kamp mod den ekstreme bevægelse Islamisk Stat har allerede virket på en række områder i de blot to en halv måned, den har foregået indtil nu.

Det konkluderer USA's udenrigsminister, John Kerry, onsdag på et pressemøde i Bruxelles.

Islamisk Stat, som også kaldes IS, Isil eller på arabisk Daesh, er blevet stoppet i sin fremmarch gennem Syrien og Irak, og bevægelsen er blevet tvunget til at ændre taktik, påpeger Kerry.

- Deres greb om erobrede områder er blevet udfordret, deres finansiering er tørret ind, og deres hadefulde budskab bliver afvist på offentlige mødesteder og i moskeer overalt på kloden, siger John Kerry.

Den amerikanske udenrigsminister havde indkaldt til møde i Natos hovedkvarter for udenrigsministrene fra de godt 60 lande fra både Vesten og Mellemøsten, der indtil nu har sluttet sig til koalitionen mod Islamisk Stat. Fra Danmark deltog Martin Lidegaard.

Der var trods mødestedet i Bruxelles ikke tale om "en Nato-begivenhed", understreger Kerry. Han slår også fast, at der trods fremskridtene udestår meget arbejde, før Daesh (IS, red.) er slået.

- Det kan godt være, at vores luftangreb stjæler overskrifterne. Der har været over 1000 af dem, men militær magt alene er ikke nok. At ødelægge Daesh kræver, at vi besejrer den ideologi, rekruttering og ødelæggelse, de har påtvunget mennesker i regionen, siger Kerry.

Mødet i Bruxelles viser imidlertid, at koalitionen kan notere fremgang på alle de fem indsatsområder, man har udpeget, mener Kerry.

- Vi har besejret Isil på slagmarken, begrænset dens finansiering, fået gang i lovgivning, bremset strømmen af udenlandske krigere og imødegået dens giftige ideologi. Det hørte vi i dag på mødet direkte fra Iraks premierminister, Haider al-Abadi, beretter Kerry.

- Intet kan gøre mere for at besejre Daesh end et enigt Irak, siger USA's udenrigsminister og understreger vigtigheden af at udrydde korruptionen i Irak og reformere landets sikkerhedsstyrker.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.