Kerry haster til atomdrama
Der er stilstand i atomforhandlinger mellem Iran og stormagter kort før deadline, og IAEA kritiserer Teheran.
Deadline for atomforhandlingerne i Wien er mandag, men det går ikke for godt. Derfor støder USA's udenrigsminister John Kerry nu til.
Deadline for atomforhandlingerne i Wien er mandag, men det går ikke for godt. Derfor støder USA's udenrigsminister John Kerry nu til. Foto: Matt Dunham/AP


USA's udenrigsminister, John Kerry, flyver torsdag aften til Wien for at slutte sig til de afsluttende forhandlinger om Irans atomprogram. De går ikke for godt.

- Udenrigsminister Kerry vil i aften rejse fra Paris til Wien for at støde til de iranske atomforhandlinger, siger en talskvinde for udenrigsministeriet i Washington.

Der har været meldt om stilstand i forhandlingerne, og det letter ikke samtalerne mellem Iran og seks stormagter, at lederen for FN's atomenergiagentur (IAEA), Yukia Amano, torsdag fastslår, at Iran ikke har kunnet give overbevisende forklaringer på, at det ikke arbejder med at udvikle atomvåben.

Det er hele kernen i forhandlingerne mellem Iran og 5+1-landene: USA, Rusland, Kina, Storbritannien, Frankrig og Tyskland.

- Iran har ikke givet nogen som helst forklaring, som sætter IAEA i stand til at gennemgå de tilbageværende praktiske ting, siger han under et møde for FN-organisationens bestyrelse.

Det handler om, at Iran har undladt at give IAEA oplysninger om testsprængninger og andre aktiviteter, der kan indgå i i udviklingen af atomvåben.

Amano opfordrer Iran til at være mere samarbejdsvillig og til at give IAEA adgang til alle relevante informationer.

Iran har hidtil hårdnakket benægtet, at det har planer om at fremstille atomvåben, men de vestlige lande mener, at Iran udvikler en kapacitet til at berige uran, der går langt ud over, hvad et civilt atomprogram behøver.

Forhandlingerne med stormagterne i Wien handler om at begrænse denne kapacitet. Men torsdag nægtede Iran at forhandle videre om den såkaldte Arak-reaktor, som, USA og Europa frygter, kan bruges til at producere plutonium til atombomber.

Deadline for forhandlingerne i Wien er mandag. Uden en aftale er der lagt op til en langvarig og måske militær konflikt mellem Vesten og Iran.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.