Kerry er vred: Rusland lyver for mig
Den amerikanske udenrigsminister føler sig snydt af Rusland, og han kræver mere finansiel støtte til Ukraine.
- De fortsætter deres mistolkninger, løgne - eller hvad man skal kalde det - om deres aktiviteter i området direkte op i mit åbne ansigt, siger Kerry.
- De fortsætter deres mistolkninger, løgne - eller hvad man skal kalde det - om deres aktiviteter i området direkte op i mit åbne ansigt, siger Kerry. Foto: J. Scott Applewhite/AP


Den amerikanske udenrigsminister beskylder Ruslands øverste politiske ledelse for at "lyve ham lige op i ansigtet" omkring russernes rolle i konflikten i Ukraine.

Amerikanerne er sikre på, at Rusland deltager aktivt med våben og soldater i det østlige Ukraine, hvor de støtter prorussiske separatister i kampen mod ukrainske regeringssoldater.

- De fortsætter deres mistolkninger, løgne - eller hvad man skal kalde det - om deres aktiviteter i området direkte op i mit åbne ansigt, men også over for andre. Det sker i mange forskellige situationer, siger udenrigsminister John Kerry.

Den amerikanske udenrigsminister har adskillige gange holdt møder med den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, siden konflikten brød ud i foråret 2014.

John Kerry beskylder blandt andre Lavrov for at have løjet, når russeren vedholdende har nægtet, at russiske soldater og våben er i Ukraine.

- Rusland har gang i en større kampagne, hvor russerne øver indflydelse på lande, rækker ud til dem og dybest set, hvilket er tragisk, forsøger at starte en ny konflikt mellem øst og vest, som vi ærligt talt finder både farlig og unødvendig, siger Kerry.

De russiske soldaters tilstedeværelse og Moskvas støtte til separatisterne rokker dog ikke Kerry fra sit standpunkt om amerikanske våben til Ukraine. Det er op til præsidenten at afgøre.

- Indtil præsidenten har taget sin beslutning, vil jeg ikke løfte sløret for mine samtaler med ham, siger Kerry om sin løbende dialog med Barack Obama.

Udenrigsministeren opfordrer imidlertid til, at Kongressen øger den finansielle støtte til Ukraine.

- Det er ikke godt nok at invitere den ukrainske præsident, Porosjenko, her til landet til stående klapsalver, uden at træde et skridt op og levere, hvad der virkelig kan hjælpe ham i kampen for at skabe det demokrati, han ønsker, siger Kerry.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.