Kenyansk maratonløber med positiv dopingprøve
Verdensstjernen Rita Jeptoo er blevet testet positiv i en uanmeldt test i slutningen af september.
Det tyder på, at Jeptoos fart delvis er et resultat af forbudte stoffer og snyd.
Det tyder på, at Jeptoos fart delvis er et resultat af forbudte stoffer og snyd. Foto: CLAUS BONNERUP/POLFOTO


Med en imponerende acceleration ved 35-kilometer-mærket satte kenyaneren Rita Jeptoo overbevisende sine værste rivaler af og vandt Chicago Marathon med et minuts forspring til den nærmeste konkurrent for et par uger siden.

Men noget tyder på, at Jeptoos slutspurt måske var et resultat af forbudte stoffer og snyd.

I hvert fald har det kenyanske atletikforbund fredag meddelt, at Rita Jeptoo har afleveret en positiv dopingprøve. Der er angiveligt tale om, at er der fundet epo i hendes blod.

- Det kenyanske atletikforbund er skuffet over at bekendtgøre, at vi har fået besked fra det internationale atletikforbund om resultatet af A-prøven for den ovenfor nævnte atletikudøver i forbindelse med den prøve, der blev taget uden for konkurrence 25. september, skriver forbundet ifølge Reuters.

Rita Jeptoo har vundet de to seneste udgaver af Chicago Marathon og af Boston Marathon.

Hun nægter at have indtaget ulovlige stoffer og kan nu bede det internationale atletikforbund om at få analyseret B-prøven. Hvis den viser et andet resultat, undgår hun straf.

Jeptoo skulle søndag have modtaget 500.000 dollar (knap 3 millioner kroner) for sin sejr i World Marathon Majors, men den ceremoni er ny udskudt, indtil det står helt klart, hvad der er op og ned i sagen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.