Kenya udsat for nye beskyldninger om doping
En tv-dokumentar fra ARD afslører, at der foregår ting af lyssky karakter på elitetræningscenter i Kenya.
ARD og Sunday Times har haft en undercover-journalist inde på et populært træningscenter i Kenya. En læge på centret fortæller på en skjult optagelse, at epo er vejen frem. (Arkivfoto).
ARD og Sunday Times har haft en undercover-journalist inde på et populært træningscenter i Kenya. En læge på centret fortæller på en skjult optagelse, at epo er vejen frem. (Arkivfoto). Foto: Colourbox/Free


Med mindre end en måned til OL i Rio bliver kenyansk atletik udsat for nye beskyldninger om doping.

Det er den tyske tv-station ARD og den britiske avis Sunday Times, der har infiltreret et elitetræningscenter i byen Iten.

De to medier har placeret en journalist i træningscentret, hvor det er lykkedes at filme pakker med epo samt brugte kanyler. To læger, der er tilknyttet centret, er tilsyneladende også villige til at dele ud af det ulovlige præparat.

Den ene af lægerne fortæller journalisten, at han har forsynet "mere end 50" atleter med epo. Blandt andet tre britiske løbere, der har fået lægens garanti for, at de på tre måneder kan forbedre deres præstation.

- Selv hvis atleterne bliver taget ud til en dopingkontrol, så vil man ikke finde noget.

- Det er det her, som atleter på topniveau tager, siger lægen i en skjult optagelse til journalisten.

Da den samme læge senere bliver konfronteret med optagelsen, afviser han det hele.

Elitetræningscentret i Iten er særdeles populært blandt mellem- og langdistanceløbere, da det er placeret 2400 meter over havets overflade. Det lave lufttryk kan naturligt øge mængden af de iltførende røde blodlegemer.

Det Internationale Antidopingagentur, Wada, har længe haft øjnene rettet mod Kenya, der i lang tid har domineret flere af atletikkens løbedistancer.

I en årrække har Kenya haft store problemer med doping. Alene inden for de seneste tre år er mere end 40 kenyanske mellem- og langdistanceløbere blevet taget for brug af doping.

For få uger siden blev Kenyas parlament presset af Det Internationale antidopingagentur, Wada, til at ændre sin lovgivning for at undgå sanktioner.

Et forslag, om at kriminalisere brug af doping eller at forsyne andre med doping, blev stemt igennem.

Storbritanniens antidopingagentur, Ukad, har sendt to medarbejdere til Kenya for at undersøge beskyldningerne omkring tre britiske løbere nærmere.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.