Kenya brænder verdens største bål af elfenben
Kenyas præsident har stukket ild på en kæmpe bunke elfenben. Det skal signalere kamp mod krybskytter.
Her er bunken af over 100 ton elfenben, inden der blev stukket ild til den i Kenya. Det er så vidt vides det største bål af elfenben nogensinde.
Her er bunken af over 100 ton elfenben, inden der blev stukket ild til den i Kenya. Det er så vidt vides det største bål af elfenben nogensinde. Foto: Ben Curtis/AP


Over 100 ton elfenben går op i røg i Kenya, hvor præsident Uhuru Kenyatta har stukket ild til det, der ifølge de lokale myndigheder er verdens største bål af elfenben nogensinde.

De mange stødtænder fra kommer fra Kenyas lagre og stammer blandt andet fra elefanter, der er nedlagt af krybskytter.

- Ingen, og jeg gentager ingen, har noget at gøre inden for handel med elfenben. For denne handel betyder døden for vore elefanter og døden for en naturlig arv, siger præsidenten, mens flammerne fortærer stødtænderne.

Afbrændingen kommer, mens Kenya er vært for et lokalt topmøde i Afrika for ledere af lande, der har problemer med krybskytter.

- Medmindre vi gør noget nu, risikerer vi at miste disse fantastiske dyr, siger Ali Bongo, præsident fra Gabon.

Han har også en besked til krybskytterne:

- Jeg vil få jer ud af denne branche, så det bedste, I kan gøre, er at gå på pension.

Der er ifølge de kenyanske myndigheder elfenben med en vægt på omkring 105 ton på bålet, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

Kenya har længe gennemført offentlige afbrændinger af lagre af elfenben for på denne måde at signalere, at handel med elfenben er ulovlig. Men der har aldrig været et så stort bål som dette her.

De 105 ton svarer ifølge nyhedsbureauet AFP til stødtænderne fra 6700 elefanter. På det sorte marked har det en værdi på 100 millioner dollar - over 650 millioner kroner.

Men generaldirektøren for Kenyas Dyrelivstjeneste, Kitili Mbathi, understreger over for AFP, at elefanternes stødtænder ikke har værdi for andre end elefanterne selv.

- Vi mener ikke, at der er nogen værdi i selve elfenbenet. Derfor brænder vi hele vores lager og viser over for verden, at elfenben kun er værdifuldt for elefanter, siger han.

I Afrika er der mellem 450.000 og 500.000 elefanter. Men 30.000 falder årligt for krybskytternes kugler - blandt andet for at tilfredsstille efterspørgslen efter elfenben i Asien.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.