Træner Kent Nielsen har tilsyneladende været ombejlet efter hans tid i spidsen for Horsens og AaB.
Mandag offentliggjorde han sit skifte fra AaB til OB, og nu viser det sig, at han også var eftertragtet i udlandet. Det skriver Nordjyske.dk
- Der har været forskellige forespørgsler fra både ind- og udland, siger Kent Nielsen, der afviste et tilbud om at forlænge sin kontrakt i AaB.
Efter fem år i AaB er det nu tid til nye udfordringer for træner Kent Nielsen, når han skifter til OB. Han førte AaB frem til det danske mesterskab og pokaltitlen i den forgangne sæson.
Den 52-årige succestræner fortsætter i OB, men han kunne altså være endt i udlandet, som han stiftede bekendtskab med i sin karriere som fodboldspiller.
I sin aktive karriere skiftede han i 1989 fra Brøndby til engelske Aston Villa, inden han i 1992 vendte hjem til Danmark for at spille for AGF.
- Jeg har selvfølgelig haft nogle overvejelser omkring det, men tingene har alligevel ikke været så konkrete, og der er ingen grund til at underkende den danske liga. Det føltes rigtigt, da jeg fik muligheden for at komme til OB, siger Kent Nielsen.
Han forlader jobbet i Nordjylland til sommer for derefter at tiltræde hos superligakonkurrenten OB.
Den fynske klub ligger aktuelt nummer 10 i Superligaen.
/ritzau/