Klokken 06.50 den 15. oktober tog Kent Jensens kæreste afsted på arbejde og som det sidste, sagde hun farvel til Kent. Derefter har ingen set 51-årige Kent Jensen fra Kokkedal i Nordsjælland . Nu efterlyser politiet ham som en sidste udvej.
"Vi startede med at efterlyse ham i politiets eget register, og vi undersøgte andre muligheder for at finde ham - for eksempel ved at gå ind i hans telefon og hans konti. Men det er ikke ført til noget, og derfor efterlyser vi ham som sidste udvej gennem medierne nu," siger vicepolitikommisær Morten Bejerholm Christensen fra Nordsjællands politi til Newspaq.
Kent Jensen beskrives som en ganske almindelig velfungerende mand. Familien har dog efterfølgende oplyst, at han led af en depression. Derfor arbejder politiet nu ud fra to teorier.
Enten er Kent Jensen taget udenlands ellers også har han begået selvmord. Hans cykel er væk, så derfor går politiet ud fra, at han er cyklet fra huset den 15. oktober.
Politiet har ikke fået nogle henvendelser endnu om hans forsvinden.
Han beskrives som almindelig af bygning, 175 centimeter høj og med gråt halvlangt hår med lidt krøller. Han har briller og var iført sort halvlang jakke og mørke eller blå jeans.
Hvis man har set Kent Jensen bedes man kontakte Nordsjællands Politi på 73271448.