Kendte musikere afslører: Her er vores mantraer
Stor succes kræver hårdt arbejde. Disse fire artister har alle haft et mantra, de har holdt sig til gennem årene.
Toppen af Poppen-deltagerne har alle et mantra.
Toppen af Poppen-deltagerne har alle et mantra. Foto: Nils Meilvang/Scanpix


Det kræver hårdt arbejde og talent at komme til tops i den danske musikbranche. Men måske er det slet ikke nok.

I hvert fald har en række kendte danskere hver især en række mantraer, som de har holdt sig til gennem de mange år på de danske musikscener og i studierne.

- Jeg lovede min far at lade være med at synge om noget, jeg ikke havde oplevet, siger frontmanden for Gnags, Peter A.G., til Ritzau Fokus og fortsætter:

- Det råd var jeg glad for. De gode kærlighedssange er nemlig lavet af dem, der har oplevet kærligheden, for så skildres deres oplevelse rent, så andre kan spejle sig i det.

Og for sangerinden Ida Corr handler det også om, at musikken skal være autentisk.

- Hvis det ikke er autentisk, bliver musikken dårligere, kvaliteten dårligere, og du får det dårligere, siger hun.

For hende er det vigtigt at holde fast i passionen, og hun gør også nystartede kunstnere opmærksomme på, at de skal passe på netop den.

- Når man laver noget kreativt og skal leve af det, vil der altid komme en forretningsdel ind over. Bibehold lidenskaben og sørg for, den ikke træder tilbage for forretningen. Det er så vigtigt at turde trække sig væk, at gå tilbage og finde kærligheden, siger hun.

Fasthold passion

Lasse Kramhøft, der er den ene halvdel af dancehall-duoen Djämes Braun, har et lignende mantra om, at man skal holde fast i passionen. Han kan godt huske, hvor han har det fra.

- I filmen "Busters verden" da hans farmor bliver kørt på hospitalet, siger hun, at han (Buster, red.) aldrig må stoppe med at trylle. Det tolker jeg som, at man aldrig må droppe sin passion, og at man skal blive ved med at lege, siger han.

Turde stole på sig selv

For den festlige folkloresangerinde Fallulah handler det om at stole på sig selv.

- Det vigtigste er at lytte til sin mavefornemmelse. Når man gør det, og ting lykkes, føles belønningen så meget større, siger hun og fortsætter:

- Når det går galt, skal man selvfølgelig også tage ansvaret for det. Men i sidste ende er det kun én selv, der kan mærke, hvad der er det rigtige at gøre.

Alle de danske succeskunstnere er netop nu aktuelle i Toppen af Poppen, der ruller over skærmen hver søndag klokken 20.00 på TV 2.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.