Den tidligere tv-vært Abdel Aziz Mahmoud stod mandag aften frem som homoseksuel i DR2-programmet Familien fra Lærkevej.
- Det er et stort skridt, hvor der var mange hensyn at tage - ikke mindst i forhold til familien, men min far sagde : ’Det er tid’, og sådan har jeg det også. Fra nu af kan min kæreste og jeg gå sammen til officielle arrangementer og holde i hånd, hvis vi har lyst, for vores forhold er ikke en hemmelighed i offentligheden længere, og det er en lettelse, siger Abdel Aziz til Ekstra Bladet.
'Springet' var nøje planlagt
Den 33-årige Abdel Aziz Mahmoud er muslim og født i Abu Dhabi. Han flygtede i 1984 til Danmark med sine forældre.
Han skrev i 2016 bogen 'Hvor taler du flot dansk' om sin dansk-palæstinensiske families oplevelse med at opbygge en tilværelse i Danmark.
Netop hans muslimske baggrund har haft betydning for offentliggørelsen af hans seksualitet.
- Først åbnende jeg integrationsdebatten med min bog for at skaffe hul igennem til de mange muslimer, som herved kunne se, at jeg også er en af dem. Anden bølge er så kommet nu, hvor jeg fortæller, at jeg er bøsse, siger han.
Han håber på, at han bliver en rollemodel for andre muslimske homoseksuelle:
- Jeg mener, at jeg i kraft af min position og mit ansigt kan være et eksempel for de mange muslimer, der lever skjult i skabet, og som har brug for en rollemodel for at turde springe ud, siger han til Ekstra Bladet.dk.
Femte afsnit af Familien fra Lærkevej kan se på dr.dk/nu.