Kendt tv-vært havde affære med Cohen: Han gjorde det forbi over telefonen
Tv-journalisten Mette Fugl havde gennem mere end ti år et kærlighedsforhold til den canadiske sanger Leonard Cohen, der sov ind i nat.


Hundredevis af danskere på de sociale medier mindes i dag den legendariske canadiske sanger Leonard Cohen med opslag om, hvilken koncert eller hvilket musiknummer, der har betydet særligt meget for dem.

Cohen sov ind natten til fredag dansk tid, 82 år gammel.

Men for en enkelt dansker er der meget mere at mindes.

Den kendte tv-journalist Mette Fugl havde gennem mere end ti år en kærlighedsaffære med Cohen. Det afslørede hun sidste år i sin selvbiografi "Fra koncepterne".

- Jeg var jo bare fucked up forelsket i den der dybe stemme og de smukke ord og havde været det, siden jeg var helt ung. Han er en sindssygt begavet, veltalende og morsom mand, sagde hun dengang ifølge Fyens.dk.

Langt venskab

Forholdet blev indledt med et interview på Hotel Kong Frederik i København i 1984 og blev afsluttet midt i 1990'erne. Mette Fugl beskriver det selv som et langt venskab og kærlighedsforhold.

Det var Cohen, der gjorde det forbi over telefonen med ordene "Jeg vil bare sige, at du ikke skal komme til min næste koncert. Jeg har en aftale med en anden," fortæller Jyllands-Posten.

Video: Se Leonard Cohen lege "tommelfinger-brydning" med Mette Fugl her

Mette Fugl i 1980'erne. Foto: Poul Ainow/Scanpix

Sov fredeligt ind

Leonard Cohen blev blandt andet kendt for verdenshittet "Hallelujah", og har igennem seks årtier tryllebundet millioner verden over med sin dybe stemme og poetiske tekster.

Mange danskere har også hørt canadieren på flere koncerter i Danmark, senest i 2013, hvor han optrådte i København, Aarhus og Odense.

Han havde netop i år udgivet sit sidste album "You Want it Darker".

I den forbindelse udtalte Cohen selv til magasinet The New Yorker, at "Jeg er klar til at dø. Jeg håber ikke, det bliver alt for ubehageligt."

Leonard Cohens søn skriver til det amerikanske musikmagasin Rolling Stone, at hans far sov fredeligt ind.

"Min far sov fredeligt ind i sit hjem i Los Angeles med følelsen af, at han netop havde færdiggjort, hvad han mente var et af hans bedste album," skriver Adam Cohen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.