Ansigtet kender man blandt andet fra DR's succesprogrammer som 'Hammerslag' og 'Den Store Bagedyst'. Men nu er Peter Ingemann i stedet en af TV2's helt store profiler. Han fortæller om kanalskiftet til BT.
Det er et år siden, Peter Ingemann tog springet fra DR til TV2. Med TV2-programmet 'Størst' har Peter Ingemann siden rejst fra land til land for at se verdens største ting. Turen er både gået til Tokyo, Botswana, Dubai og Kina.
Da han skiftede til TV2, havde han ikke et sikkerhedsnet udover et par gode ideer med sig - en af de ideer var programmet 'Størst'.
"'Størst' er det bedste, men også det hårdeste, jeg har lavet, og indtil videre det, der skal stå på min gravsten, hvis jeg faldt på medieslagmarken", fortæller Ingemann til BT.
Skiftet til TV2
Peter Ingemann er allerede blevet en af TV2's tunge værtsprofiler. Han har nået at lave 30 programmer i løbet af sit første år på kanalen, og efter 'Størst' venter der endnu en omgang af 'Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed', der også har Ingemann i værtsrollen. Han afslører også, at der er et hemmligt projekt på vej med navnet 'Ingemann & søn'.
Og for Ingemann har skiftet til TV2 været 'et ordenligt spark bagi'.
"Jeg elskede at lave 'Hammerslag' og sagde altid ja tak, når nogen spurgte mig, om jeg ville lave flere. Men det blev jeg også fanget af, og jeg vidste, det var en farlig vej kun at være i den bås, og jeg var også bekymret for, hvor længe energien ville række. Da TV2 ringede og tilbød mig et job, tænkte jeg, at det var chancen for at give mig selv et ordentligt spark bagi og komme ud og opleve ting. Det var en del af mit mål at få lukket døren op og komme ud. At det skulle lykkes at forlade mit hjertebarn i god ro og orden og udfylde mine aftaler, var både held og rigtig godt timet", forklarer Ingemann.
Kilde: BT.