Prestige 2016
Kendt tv-kok: Jeg er ikke kommet sovende til noget som helst
Det er hot at være kok, viser en undersøgelse. Men vil man nå langt, kræver det ydmyghed og pokkers hårdt arbejde, fortæller den kendte tv-kok Claus Holm.
Der er meget prestige i at være kok. Ikke mindst på grund af stjernekokke som Claus Holm, der optræder i tv, udgiver kogebøger og sælger sit eget køkkengrej.
Der er meget prestige i at være kok. Ikke mindst på grund af stjernekokke som Claus Holm, der optræder i tv, udgiver kogebøger og sælger sit eget køkkengrej. Foto: Claus Bech, Scanpix


Man mærker den glødende passion for kokkefaget, så snart den kendte kok med sixpence-hatten og de karakteristiske briller åbner munden. 45-årige Claus Holm har rørt i gryderne i 28 år, og når man beder ham fortælle om sit fag, snakker han som et sprudlende vandfald. Om stjernekokke, hotdogs, økologi, gode råvarer og benhårdt arbejde.

- Der er to ting, vi ved med sikkerhed her i livet. Vi bliver født, og vi skal dø. Men i mellemtiden handler det sgu om at spise en hel masse god mad, griner Claus Holm.

Avisen.dk har fanget den kendte, sydfynske madtryllekunstner til en snak om kokkefaget. For som en undersøgelse fra Avisen.dk viser, er der ganske meget prestige forbundet med at være kok. Og agtelsen for kokkene er kun blevet større de sidste 10 år.

Claus Holm

Sydfynske Claus Holm er især kendt fra TV2, hvor han har været fast tv-kok i mange år. Men samtidig har han blandt andet udgivet kogebøger og sin egen serie af køkkenudstyr. I øjeblikket bruger han en stor del af energien i samarbejde med COOP, hvor han arbejder med at implementere virksomhedens nye principper om økologisk og sundere mad.

UDVID

Fra nul til guld

Det skyldes især den enorme gastronomiske udvikling, Danmark har været igennem den seneste årrække, mener Claus Holm. Her har Michelin-restauranter som Noma og Geranium være med til at give et helt nyt syn på maden. 

- Nu skal det ikke kun handle om prestige og hvide duge. Der er kommet mere fokus på smagen, lokale råvarer og selve oplevelsen. Nu er vi blevet stjerner på en ny måde. I Frankrig betaler du en million for en madoplevelse og får tæt på ingenting. På de bedste danske restauranter får du kokkens sjæl krænget ud på en tallerken, mener Claus Holm. 

Ifølge Claus Holm er det dog anden bølge af kokkenes prestige-hop, vi oplever nu. Det første skete i 1990'erne, hvor stjernekokke nærmest blev til rockstjerne.

- Der var vi de vildeste, og alt, hvad kokkene rørte ved, blev til guld. Det var en helt anden tid i 80'erne, da jeg stod i lære. Dengang forventede folk nærmest, at man var alkoholiker, hvis man var kok, siger han.

Claus Holm er især kendt fra TV2. Her lærer han danskerne om gode råvarer og økologi sammen med ernæringsekspert Christian Bitz (foto: Claus Bech, Scanpix)

Hårdt arbejde betaler sig

Som fast tv-kok på TV2 er Claus Holm blevet et kendt ansigt i Danmark. Han sælger samtidig et væld af kogebøger, har sin egen serie af køkkenudstyr og hjælper nu COOP med at gøre danskernes madvaner sundere og mere økologiske.

Der er to ting, vi ved med sikkerhed her i livet. Vi bliver født, og vi skal dø. Men i mellemtiden handler det sgu om at spise en hel masse god mad

Claus Holm er med andre ord lidt af en stjerne. Derfor får han også næsten dagligt henvendelser fra unge, der vil være kokke. Når han spørger dem hvorfor, svarer mange, at de vil være kendte, drive toprestauranter og komme i tv.

- Men man skal altså vide, at det kræver, at man knokler røven ud af bukserne. Jeg er ikke kommet sovende til noget som helst. Og det er René Redzepi fra Noma og de andre stjernekokke heller ikke, siger Claus Holm.

Kartofler til 1100 minkavlere

I sin læretid på Restaurant Laksen i Holstebro lærte Claus Holm, at man ikke kommer langt, hvis ikke man er parat til at slide. Selvom han i dag høster respekt og anerkendelse, bar læretiden først og fremmest præg af hårdt arbejde.

- Jeg har stået med 1100 minkavlere, der skulle have et kilo kartofler hver. Men der lærte jeg sgu at skrælle 1100 kilo kartofler uden at klynke. Det er det hårde arbejde, der gør, at man udvikler sig, slår den kendte kok fast.

 

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.