Lidt planlægning er alt, der skal til, hvis du vil holde en billigere og mere fornuft jul uden fyldte skraldespande, fortæller den kendte tv-kok Claus Holm.
Han er udover at være tv-kok og kogebogsforfatter også ambassadør for Danmarks største frivillige organisation mod madspild, 'Stop spild af mad'.
Og madspild er der faktisk ret meget af her i julen, viser undersøgelser lavet af Landbrug & Fødevarer. Vi smider ud for omtrent 1,1 mia kroner, skriver lokalavisen.dk
Analyser fra Coop Analyse og 'Stop spild af mad', viser, at det er den klassiske julemad, som ryger ud. Det er rødkål, hvide kartofler, ris a la mande, flæskesteg og and, som topper smid-ud-listen.
Det er nemt at undgå
Men det behøver ikke at være sådan, fortæller Claus Holm.
Du skal blot tænke over, hvordan du genbruger dine rester dagen efter:
- Når vi køber ind og laver middagen, handler det om, at vi allerede der tænker næste ret til næste dag. Flæskesteg eller ribbensteg smager virkeligt godt dagen efter. Koldt i en grovbolle eller imellem to stykker ristet rugbrød på brødristeren, smurt med sennep eller æblekompot, rødkål og bum så er den rest spist. Når du står i et supermarked og er i gang med dine juleindkøb, så køb alt det, du vil, men tænk over hvor mange I er, hvad du plejer at smide ud, og på hvad du vil med maden dagen efter. Det giver også mindre stress – og jo mere overskud vi har på dagen, desto mere danser vi rundt i køkkenet.
Det lyder jo ikke helt tosset. Det hjælper pengepungen og gør de næste dages madlavning nemt.