Det var lidt af en institution i dansk radio, der i går sagde farvel.
Den 70-årige Kai Selliken med den velkendte, behagelige stemme sendte mandag aften sin sidste Radioavis, inden han nu går nu på pension. Det skriver dr.dk.
- Jeg har strakt det så lang tid som muligt ved at sørge for, at det blev skudår i år, så der kom en ekstra dag i februar, siger Kai Selliken til dr.dk.
I 29 år har den norskfødte journalist guidet danskerne igennem dagens nyheder fra ind- og udland.
- Der er jo ingen mennesker i dette land, som ikke på et tidspunkt har hørt en radioavis. Der er masser af mennesker, som aldrig har læst hverken Berlingeren eller Politiken. Der findes ikke et menneske, der ikke har hørt en Radioavis. Det er en institution, som folk forbinder med troværdighed, siger Kai Selliken.
Han har været med til lidt af en udvikling i dansk radio, hvor teknikken har udviklet sig med lynets hast og dermed også givet nogle helt andre arbejdsgange.
- I gamle dage optog man alt på en båndoptager, og så skulle man sætte sig ind i en taxa og haste hjem til redaktionen, mens man sad og lyttede frem og tilbage på båndet, forklarer han.
Kiks er den erfarne radiovært ikke kommet udenom i sine 29 år bag mikrofonen. Det var nemlig ham, der var vært, da en Radioavis i september 2014 gik helt galt. Kai Selliken måtte improvisere sig igennem en ti minutters udsendelse, da teknikken drillede og han ikke kunne afspille sine lydklip.
- Smukt, blev det jo ikke, og det var ret surrealistisk, men man klarer sig igennem, fordi man kender sit stof og har været det meget nøje igennem på forhånd, siger Kai Selliken til dr.dk.
Hør ham fortælle om udsendelsen, der gik galt, i klippet nedenfor.