Kendt komiker efter Facebook-hit: Nu tør jeg ikke skrive om min hund
Komikeren Sebastian Dorset blandede sig med stor opmærksomhed i valgkampen på Facebook. Nu frygter han at skuffe folk, hvis han vender tilbage til at skrive om dagligdagens små oplevelser så som en hund med dårlig mave.
Komikeren Sebastian Dorset er i tvivl, om han overhovedet tør skrive om sin hund igen, efter to af hans opslag på Facebook har fået stor opmærksomhed.
Komikeren Sebastian Dorset er i tvivl, om han overhovedet tør skrive om sin hund igen, efter to af hans opslag på Facebook har fået stor opmærksomhed. Foto: Thomas Lekfeldt /Arkiv/Scanpix


To opslag på Facebook af komikeren Sebastian Dorset er de seneste dage blevet delt tusindvis af gange. Succesen har fået den åbenmundede standup’er, klummeskriver og foredragsholder til at blive tavs på Facebook, mens han spekulerer på, om han nu også kan tillade sig at skrive normale opdateringer fra sin hverdag igen.

- Nu tør jeg ikke længere skrive updates, der bare er almindelige, fordi folk måske forventer, der kommer et eller andet skarpt. Hvis jeg bare skriver, at min hund har dårlig mave, eller at jeg glæder mig til en fodboldkamp, så føler jeg, at jeg skuffer folk, siger Sebastian Dorset til Avisen.dk.

Komikeren, der åbent har fortalt, at han stemmer SF, blandede sig i debatten om kontanthjælp med et spydigt opslag henvendt til V-formand Lars Løkke Rasmussen.

Pyt med hullerne i Lars Løkkes kontanthjælps-anekdote: Pyt med at direktøren, der har fortalt den er gået i flyverskjul,...

Posted by Sebastian Dorset on 28. maj 2015

"Jeg synes vi skal fokusere på det positive, nemlig Lars Løkkes smukke konklusion: Hvorfor skulle direktøren i Panorama ikke sige sandheden? For det er jo en dejlig pointe. Hvorfor skulle NOGEN af os ikke sige sandheden? Hvorfor skulle syge lyve om deres sygdom? Hvorfor skulle ledige lyve om deres arbejdsvilje? […]

For man skal vel ikke være Venstre-støtte OG virksomhedsejer for at have automatisk troværdighed? Jeg synes det er en skøn ny tendens,"skriver han blandt andet på Facebook.

Vrede onkler

Opslaget affødte både tusindvis af likes og delinger og en række vrede henvendelser.

- Der kommer sådan nogle kommentarer med, at jeg må forstå, hvordan verden hænger sammen. Det gør jeg åbenbart ikke, men så er det altid rart at få at vide, siger Sebastian Dorset.

Udover kommentarer til hans indlæg er der også folk, som skriver til ham personligt, men det tager han ikke så tungt. Komikeren oplever, at der er stor forskel på dem, der gerne vil diskutere, og dem, som bare er sure.

- Dem, der er sure, vil jeg måske betegne som argument-resistente. De der vrede onkler, der ikke tåler at blive modsagt i det hele taget, siger han.

En entusiastisk Venstre-klakør

Som reaktion på henvendelser fra ”harmdirrende Venstrefolk” skrev Sebastian Dorset endnu et indlæg. Det er ind til videre delt og liket mere end 10.000 gange.

På grund af et opslag, jeg lavede i går som siden er blevet delt et par gange, får jeg nu af harmdirrende Venstrefolk...

Posted by Sebastian Dorset on 29. maj 2015

”… det burde være ret indlysende at man ikke kan tage en entusiastisk Venstre-klakør og fremstille ham som et sandhedsvidne uden at fortælle, hvad det er for en person, han taler om. En person, som ikke vil have et job, men foretrækker at sige op og få fem ugers karantæne fra kontanthjælpen fremfor at få 22.000 i løn om måneden.

At Venstre ikke kan vise os den mystiske mister X er en grotesk amatørisme fra et parti, der haft årevis til at forberede sig på valgkamp,” skriver den ordglade komiker blandt andet.

Opmærksomheden har dog ikke givet ham så meget blod på tanden, at han planlægger et nyt indspark i valgkampen.

- Jeg venter, til der dukker noget op af sig selv. Man skal ikke tvinge sådan noget frem, siger Sebastian Dorset.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.