Taxikrig
Kendt iværksætter hjælper Uber-chauffører med skatten
Chaufførerne fra den kontroversielle kørselstjeneste Uber bliver ofte beskyldt for ikke at betale skat af deres indtjening. Men nu vil Jubii-stifter Martin Thorborg hjælpe chaufførerne på vej.
Indberetning af skat kan være lidt af en videnskab. Nu vil den kendte iværksætter Martin Thorborg hjælpe Uber-chauffører med kunsten.
Indberetning af skat kan være lidt af en videnskab. Nu vil den kendte iværksætter Martin Thorborg hjælpe Uber-chauffører med kunsten. Foto: Scanpix/arkiv


Kritikken af kørselstjenesten Uber har været massiv fra både fagforeninger, taxabranchen og røde politikere. Flere gange er kritikken gået på, at samfundet går glip af skattekroner. Uber-chauffører er nemlig selvstændige og ikke ansatte, og derfor skal de selv stå for at indberette til skat - og det undlader mange, lyder kritikken ofte.

Men nu træder en kendt, dansk erhvervsmand til med skattehjælp til Uber-chaufførerne. Jubii-stifteren Martin Thorborg står nemlig bag regnskabstjenesten Dinero, som har udviklet et nyt program, der kan hjælpe Uber-chauffører med at indberette korrekt skat. Det skriver DR.

- Reglerne er indviklede, så Uber spurgte os, om ikke vi kunne gøre det lettere, så deres partnere har en mulighed for at betale. Det har vi gjort, siger Martin Thorborg til DR.

Martin Thorborg blev kendt for at stifte søgetjenesten Jubii. I dag står han blandt andet bag regnskabsprogrammet Dinero. (Foto: Liselotte Sabroe)

Uber: Vi kan ikke indberette

Hos Uber er man glade for samarbejdet med Dinero. Fordi Uber-chaufførerne er selvstændige og ikke ansatte hos Uber, skal de nemlig selv indberette skatten. Det har Uber nemlig slet ikke mulighed for, hævdede Ubers danske chef Mathias Thomsen, som Avisen.dk interviewede i marts.

Det kan vi ikke. I vores forretningsmodel er de jo selvstændige, og derfor kan vi ikke bede dem dokumentere deres skattebetaling. Vi er nødt til at holde os inden for de rammer, den danske skattelovgivning har sat, og der har vi hverken en indberetningspligt eller en indberetningsmulighed, sagde Mathias Thomsen.

Advokat: Få det afklaret

Skatteadvokat Torben Bagge er positiv overfor samarbejdet mellem Uber og regnskabsprogrammet. Han advarer dog om, at skat kan være en kompliceret størrelse, og at der derfor kan være forskellige syn på, hvordan man for eksempel beregner skatten for slid på bilen, benzin og så videre.

 - Jeg kan kun anbefale, at man afklarer med Skat, om de er enige i de forudsætninger, der ligger til grund for denne her app, så vi ikke risikerer, at en række uskyldige chauffører bliver ført i fremtidige skattesager, siger Torben Bagge til DR.

Professor: Pas på undergrundsøkonomi

På Roskilde Universitet advarer professor og medlem af Skatterådet Bent Greve mod unfair konkurrence, hvis ikke der er styr på skatten hos Uber og lignende tjenester.

- Vi risikerer, at vi får en større undergrundsøkonomi, hvis ikke der er sikkerhed for, at de her mennesker kommer til at betale den skat, de skal. Og vi risikerer at få en meget unfair konkurrence mellem dem, der arbejder på det, vi kan kalde platformsøkonomien og dem, der arbejder på helt almindelige arbejdsvilkår, siger han til DR.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.