Han var købmand til fingerspidserne med et vågent øje for nye muligheder. Og så brændte han for sin hjemstavn og lokalområdet.
Sådan skriver Jydske Vestkysten i dag om den kendte grænsekøbmand Antoni 'Calle' Andresen, der er død, 79 år gammel.
Den garvede købmands hjerte sagde stop fredag, hvor der opstod komplikationer i forbindelse med en operation på Aabenraa Sygehus. Det fortæller hustruen gennem mere en 50 år, Magda Andresen, til Jydske Vestkysten.
Købmand Calle åbnede sin første lille butik i Aventoft i 1973 sammen med sin hustru. Den lille forretning voksede sig til det Calle-imperium, som de fleste danskere kender.
Antoni Andresen blev den selvudnævnte og ukronede ølkonge, og drev adskillige butikker indtil han i foråret 2010 solgte sit livsværk til konkurrenten Fleggaard. Calle beholdt ved salget et vinlager og flere ejendomme og har fortsat sit hovedsæde på Kongevej i Tønder ikke langt fra familiens hjem.