Kendt DR-vært død
Carsten Fischer vægtede især de nære historier. OL i München i 1972 var blandt hans største oplevelser.
Tv-journalist Carsten Fischer er blandt andet kendt for sine mange sportsudsendelser.
Tv-journalist Carsten Fischer er blandt andet kendt for sine mange sportsudsendelser. Scanpix / arkivfoto fra 1998.


Tv-journalist Carsten Fischer er død efter længere tids sygdom. Han blev 79 år gammel. Det oplyser hans ven og kollega i DR igennem mere end 40 år Hans Grønfeldt til Ritzau.

Carsten Fischer døde søndag eftermiddag.

Han blev ansat i Danmarks Radio i 1963 og arbejdede i flere år på sportsredaktionen.

Som sportsreporter dækkede han mange store begivenheder i løbet af sin karriere. Men en, der gjorde særligt indtryk på ham, var, da han i 1972 var udsendt til Tyskland for at dække OL i München.

Han var i færd med at kommenterede en ridebanekonkurrence, da han pludselig blev afbrudt i sin dækning af en gidselaktion. Den palæstinensiske terrororganisation Sorte September tog 11 israelske idrætsfolk som gidsler og myrdede dem siden.

I et interview med Fyens Stiftstidende i forbindelse med sin 70-års fødselsdag fortalte Carsten Fischer om episoden:

- Det var bestemt ikke nogen morsom oplevelse. Den var nærmest uvirkelig.

Carsten Fischer har dækket meget andet end sport, og det er i karrieren blevet til både tv- og radioudsendelser samt avisartikler.

Han dækkede med stor interesse byggeriet af Storebæltsbroen og stod blandt andet bag tv-udsendelsen "Livet på Sprogø".

Han var mindst lige så interesseret i at fortælle historierne om brobyggerne som i at fortælle om selve byggeriet. Han har selv fortalt, hvordan han som journalist især gik op i at dække de menneskelige skildringer.

Carsten Fischer efterlader sig hustruen Lene samt døtrene Anne-Mette og Anne-Kari som han havde fra et tidligere forhold.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.