Så er det søde singleliv slut for livsnyderen Frederik Fetterlein. Den tidligere tennisspiller fortæller til Ekstra Bladet, at han skal giftes. Den udkårne er Fetterleins kæreste gennem det seneste halve år, svenske Andrea Tolic på 26 år.
Selv fylder Fetterlein 45 til sommer, og han fortæller til Ekstra Bladet, at han friede til den svenske skønhed på gammeldags facon. Det skete under en romantisk tur til St. Tropez, hvor han faldt på knæ for hende på hotelværelset.
- Hun var meget chokeret, men sagde gudskelov ja med det samme, siger Fetterlein til Ekstra Bladet.
Deltog i 'Luksusfælden'
Brylluppet skal efter planen stå i en kirke til efteråret, og parret planlægger at holde en forlovelsesfest om et par uger i København.
Frederik Fetterlein har tidligere været gift med fotomodellen Tereza Moxová, som han har en søn med. Han har også en søn med sangerinden Saseline.
Frederik Fetterlein deltog for et par år siden i TV3's økonomiske rådgivningsprogram 'Luksusfælden,' hvor han afslørede, at han havde en stor gæld. Men tilsyneladende er der blevet barberet så meget af på den, at han snart kan invitere til bryllupsfest.