Kendt dansk auktionshus klar til børsnotering
Auktionshuset Lauritz.com har længe talt om sine planer om en børsnotering. Det er nu blevet til virkelighed.
Mette Sundstrøm er ejer af Lauritz.com sammen med sin mand Bengt Sundstrøm.
Mette Sundstrøm er ejer af Lauritz.com sammen med sin mand Bengt Sundstrøm. Foto: Scanpix arkiv


Lauritz.com er på få år vokset kraftigt. For at vokse mere vil selskabet rejse penge, og det skal ske via en børsnotering på den alternative svenske markedsplads First North.

Planerne er nu så langt, at Lauritz.com har præsenteret sit prospekt - den officielle beskrivelse af selskabet og børsplanerne - der er krævet.

Prospektet viser, at Lauritz.com forventer, at aktierne i selskabet vil blive optaget til handel 9. juni. Samlet vil Lauritz rejse op til 330 millioner svenske kroner via salget.

Tidligere i maj fortalte selskabet, at man ville rejse penge via børsen i Sverige, og at det ville ske i andet kvartal 2016.

Virksomhedens grundlægger og bestyrelsesformand, Bengt Sundström, udtalte i februar i år, at han har ambitioner om, at Lauritz.com skal være størst i verden inden for onlineauktioner.

Lauritz.com startede med onlineauktioner i 1999, hvor omsætningen var på 20 millioner kroner for hele selskabet. I 2014 var omsætningen på godt en milliard kroner.

I 2014 købte auktionshuset markant op, da man købte den førende svenske konkurrent, Stockholms Auktionsverk.

Lauritz.com har i dag en stor onlineforretning og 26 auktionshuse - fordelt med 13 i Danmark, otte i Sverige, tre i Tyskland, et i Norge og et i Belgien.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.