Kendt advokatfirma anklages for millionsvindel
Det danske advokatfirma Johan Schlüter er blevet politianmeldt for millionsvindel. Selv skyder advokatfirmaet skylden på kvindelig kollega, der nu er bortvist og politianmeldt.
Ifølge advokatfirmaet skulle en kvindelig ansat stå bag svindel for op mod 100 millioner kroner.
Ifølge advokatfirmaet skulle en kvindelig ansat stå bag svindel for op mod 100 millioner kroner. Foto: Mads Nissen/Scanpix/Arkiv


En kvindelig advokat bliver anklaget for at stå bag millionsvindel.

Advokatfirmaet Johan Schlüter, der er et af landet største advokatfirmaer, stod indtil for nyligt for administrationen og fordelingen af omkring 250 millioner rettighedskroner til danske tv- film – og computerspilproducenter.

Men noget tyder på, at der er blevet fiflet godt og grundigt med regnskaberne, skriver finans.dk.

100 millioner kroner

Producentforeningen, der er brancheorganisation for de danske tv- film- og computerspilproducenter, havde mistanke om rod i regnskabet, og fik derfor søsat en uafhængig revisionsundersøgelse af advokatfirmaet, som de har haft et mangeårigt samarbejde med.

Undersøgelsen har afsløret ’alvorlige uregelmæssigheder’ i regnskabet, hvor det ser ud til, at være svindlet med op til 100 millioner kroner, skriver finans.dk.

Det har nu ført til, at Producentforeningen har afbrudt det tyveårigt lange samarbejde med advokatfirmaet og meldt dem til politiet for svindel, skriver finans.dk.

Beskylder kvindelig medarbejder

Hos advokatfirmaet har man efterfølgende bortvist og politianmeldt en kvindelig partner, som beskyldes for at stå bag den millionsvindel, som firmaet er anklaget for, skriver Børsen.

Den kvindelige medarbejder gennem 23 år skulle ifølge advokatfirmaet have foretaget ’meget store og uberettigede hævninger af rettighedshavernes betroede midler,’ skriver Børsen.

Den bortviste kvinde, der alene får skylden for svindlen, skulle altså have hævet store summer penge, der ikke var hendes.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.