Der blev onsdag sat punktum i den ekstraordinære lange sag, hvor advokat Erik de Fønss og hans kone har været tiltalt for anklager om skyldnersvig for 9,9 millioner kroner. Den jyske advokat og hustruen er begge blevet frifundet. Det skriver JydskeVestkysten.
Selve sagen begyndte for næsten otte år siden, da Erik de Fønss overførte cirka 10 millioner kroner fra en konto i et af sine selskaber til fire konti i udlandet. Selskabet gik få måneder senere konkurs.
Da Erik de Fønss blev erklæret konkurs af Danske Bank i 2010, forsvandt han ud af landet.
Der har været tvivl om, hvor han var forsvundet til, men lande som Italien, Ghana og Ungarn har været nævnt som tilflugtssteder. Den officielle adresse var i Ungarn, hvor han ifølge sin egen forklaring skulle gennemgå en knæoperation. Det skriver JydskeVestkysten.
Tilbage i Danmark mente anklagemyndigheden, at pengene var blevet gemt ulovligt af vejen, og at der var tale om uforsvarlige overførelser, der påførte kreditorerne i selskabet et tab eller risiko for et tab.
Retten i Kolding er dog ikke enige i den betragtning. Overførelserne af penge til udlandet var ikke i strid med loven, lød konklusionen, da Erik de Fønss af en enig domsmandsret i går blev frifundet - det samme er hans hustru, der var tiltalt for medvirken til groft skyldnersvig.