Kendisser: Oscar-vært bør trække sig
Komikeren Chris Rock opfordres nu til at trække sig som vært ved dette års Oscar-uddeling.
Chris Rock skal være vært ved årets Oscar-uddeling, men nu opfordrer flere kendisser ham til at trække sig fra jobbet.
Chris Rock skal være vært ved årets Oscar-uddeling, men nu opfordrer flere kendisser ham til at trække sig fra jobbet. Foto: Charles Sykes/CHARLES SYKES/INVISION/AP


Det har skabt ravage i Hollywood, at der for andet år i træk kun er hvide skuespillere nomineret til en Oscar.

Flere stjerner som George Clooney, Spike Lee og Jada Pinkett Smith har offentligt kriseret den manglende mangfoldighed i nomineringerne, og nu opfordrer flere kendte i filmbranchen Oscar-værten, Chris Rock, til at trække sig fra gallashowet.

- Chris Rock lad være med at optræde ved Oscar-showet, skriver rapperen 50 Cent på sin Instagram-profil.

Også den afroamerikanske skuespiller og rapper Tyrese Gibson mener, at komikeren skal trække sig fra værtsjobbet for at støtte Oscar-boykottet. Det fortæller han i et interview med People.

- Han kan på ingen måde gå ind i det her og sige "Jeg vil tage fat om problemet, men jeg vil stadig beholde mit job som vært". Det statement, man bør lave, er at trække sig, siger han og fortæller, at Rock ikke kan ændre noget ved at joke med det.

Den massive kritik af, at der ikke er nomineret nogle afroamerikanske skuespillere til at vinde en af de eftertragtede Oscar-statuetter, har fået akademiet, der står for nomineringerne, til at love forandringer i fremtiden.

- Akademiet tager drastiske skridt for at ændre sammensætningen af vores medlemmer. I de kommende dage og uger vil vi foretage en gennemgang af vores medlemskabsrekruttering med henblik på at skabe en meget tiltrængt diversitet i vores 2016-klasse og fremover, skrev Cheryl Boone Isaacs, præsident for Oscar-akademiet i en pressemeddelelse.

Chris Rock har endnu ikke kommenteret på opfordringen om at droppe prisuddelingen.

Det store Oscar-show løber af stablen den 28. februar

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.