Kendis fejrer nyfødt datter: Donerer milliarder til velgørenhed
Facebook-stifteren vil resten af sit liv donere 99 procent af sine aktier i selskabet til velgørenhed.
Den nybagte far Mark Zuckerberg vil donere en stor del af sin Facebook-formue.
Den nybagte far Mark Zuckerberg vil donere en stor del af sin Facebook-formue. Foto: Screendump fra YouTube/free


Facebooks storaktionær og skaber, Mark Zuckerberg, er blevet far. Den glæde har fået Zuckerberg til at love, at han gennem resten af sit liv vil bruge 99 procent af sine aktier i Facebook på velgørenhed.

Det oplyser Facebook-stifteren sammen med sine kone, Priscilla Chan, i et åbent brev til deres nyfødte datter.

Selv værdisætter Zuckerberg aktierne til 45 milliarder dollar - svarende til omkring 316 milliarder kroner - og oplyser samtidig, at han ikke vil donere mere end en milliard dollar - svarende til omkring syv milliarder danske kroner - om året de næste tre år.

Dermed bevarer Mark Zuckerberg majoriteten af stemmerettigheder i Facebook på sine hænder i den overskuelige fremtid, oplyser Facebook i en pressemeddelelse ifølge det amerikanske erhvervsmedie Bloomberg News.

- Vores samfund har en forpligtelse til at investere i forbedringer af livet for dem, der kommer til verden, og ikke kun for dem, der allerede er her, skriver Zuckerberg og Chan i deres brev rettet til den nyfødte datter.

- Men lige nu retter vi ikke altid vores ressourcer til de største muligheder eller mod de største problemer, som din generation vil møde.

Mark Zuckerberg har selv tidligere startet eller støttet initiativer, som eksempelvis har som formål at udbrede internetadgang til alle amerikanske klasseværelser, finde grønne energikilder eller kurere ebola.

Facebook-milliardærens beslutning følger i fodsporene på lignende træk fra rigmænd som investeringsguruen Warren Buffett og Microsoft-grundlæggeren Bill Gates. De har begge lovet at donere deres enorme formuer til velgørende formål.

31-årige Zuckerbergs løfte kommer dog i en ung alder sammenlignet med Buffett og Gates.

Han planlægger i øvrigt at tage to måneders barselsorlov i forbindelse med familieforøgelsen.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.