Keld Heick: Dét ændrede mit liv

En polyp fik afgørende indflydelse på Keld Heicks private og profesionelle liv.
Keld og Hilda Heick.
Keld og Hilda Heick. Foto: Simon Læssøe/Scanpix

Året var 1979 og stedet var Horsens. Keld Heick skulle spille koncert, men stemmen forsvandt. 

En læge fortalte ham, at der sad en ondartet polyp på den ene stemmelæbe. 

Sådan skriver Keld Heick i Berlingskes serie om "Det afgørende øjeblik," hvor kendte danskere fortæller om et specifik tidspunkt, der ændrede deres liv.

Keld Heick var på det tidspunkt uddannet lærer, men tjente til livets ophold som professionel musiker, skriver han i avisen.

Polypen viste sig ikke at være ondartet, men fjernes skulle den alligevel. Det fik betydning for resten af Keld Heicks liv, skriver han i avisen.

"Hvis det var slut med stemmen, kunne jeg så overhovedet bruge min læreruddannelse? En lærer, som ingen stemme har, er ikke meget bevendt," skriver Keld Heick i Berlingske.

Havde været pensioneret lærer uden polyp

I avisen fortæller han, at han efter operationen fik at vide, at han skulle skåne stemmen.  Så var det slut med at være sanger i et danseorkester, og solist havde han heller ikke lyst til at være. 

Derfor vendte han sig til sin kone, Hilda, som han havde udgivet en plade med tidligere.

"Jeg brugte det næste års tid på at overtale hende til at forlade sit gode job hos Lundbeck & Co. Omsider fik jeg overbevist hende om, at en duo skulle være vores fælles fremtid. I dag kan jeg kigge tilbage og sige, at den beslutning har været det bedste, der nogensinde er sket i min karriere."

Keld Heick fortæller, at det er den bedste beslutning, han har taget i sin karriere. Samtidig skriver han, at han ikke havde regnet med, at han og Hilda stadig skulle drøne rundt i landet og spille koncerter.

"Men nu kan jeg til gengæld ikke forestille mig, hvordan jeg en dag skal kunne sige farvel til den tilværelse, jeg elsker så højt og kun kom til at opleve, fordi jeg i et afgørende øjeblik for knap 40 år siden mistede stemmen. Var det ikke sket, havde jeg med stor sandsynlighed været pensioneret lærer i dag," skriver han i Berlingske.

 

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.