Keld Heick: Alderen har lært mig at sige fra
Det har sine fordele at blive ældre. For Keld Heick betyder modenheden, at han ikke længere er bange for at træde de store over tæerne.
Jørgen de Mylius uddeler Familie Journalens Ærespris ved Dansktop Prisen 2016 til en stolt Keld Heick. Begge herrer har taget bladet fra munden, når de har mødt uretfærdighed i deres karrierer.
Jørgen de Mylius uddeler Familie Journalens Ærespris ved Dansktop Prisen 2016 til en stolt Keld Heick. Begge herrer har taget bladet fra munden, når de har mødt uretfærdighed i deres karrierer. Foto: Dalum Astrid/Polfoto


Hvis dansktop-musikken presses ud på et sidespor eller hvis de ældre lyttere pludselig står over for at skulle anskaffe sig en DAB-radio for at kunne lytte til P4, kan man være sikker på, at Keld Heick giver sit besyv med.

For selv om hans image i mange år har været som den polerede Hr. Danmark, har tiden sikret Keld Heick mere end gråt hår og smilerynker om øjnene.

- Jeg siger meget mere fra end tidligere, og tør klart at sige nogle ting i dag, som jeg var bange for at sige, da jeg var yngre, fortæller Keld Heick, da Ritzau Fokus taler med ham kort før hans 70-års-fødselsdag.

Musikeren, der stadig turnerer land og rige rundt med fru Hilda og spiller på alt fra plejehjem til byfester, gider ikke længere holde mund, hvis han møder uretfærdigheder. Særligt ikke, hvis de går ud over de kernelyttere, han har spillet for både som musiker og radiovært i mange år.

- Når jeg kritiserer eksempelvis P4, så er det også fordi, jeg ikke har noget at tabe der mere. Da jeg var yngre, kunne jeg frygte, at de ikke ville spille mig, hvis jeg udtalte mig kritisk, men nu har jeg meget mere ansvarsfølelse over for fans og musik end Danmarks Radio, fortæller Heick.

Sammen med vennen og den mangeårige kollega Jørgen de Mylius ser Keld Heick i dag sig selv som en slags beskytter af dansktop-musikken, der kan råbe op, når de mange ældre lyttere risikerer, at det bliver sværere og sværere at finde de rigtige kanaler. For musikken skal alle have adgang til.

- Jeg råber kun op, når jeg møder uretfærdighed. Men jeg tror også, at jeg i min alder står lidt stærkere, for branchen ved godt, at jeg ikke har brug for dem eller for at blive spillet mere. Jeg gør det for genren og ikke for mig selv, siger Keld Heick.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.