Keane indrømmer i bog: Slagsmål med Schmeichel
Manchester Uniteds tidligere anfører Roy Keane gav Peter Schmeichel et blåt øje i et slagsmål.
Peter Schmeichel røg i infight med holdkammeraten Roy Keane, og måtte bilde pressen ind, at et blåt øje stammede fra et uheld under træning.
Peter Schmeichel røg i infight med holdkammeraten Roy Keane, og måtte bilde pressen ind, at et blåt øje stammede fra et uheld under træning. Foto: SMETANA CECILE/free


Peter Schmeichel og hans tidligere anfører i Manchester United, Roy Keane, havde et anspændt forhold til hinanden.

Under en rejse til Hongkong forud for sæsonen i 1998 kulminerede det med et slagsmål, efter at de begge havde fået lidt at drikke. Resultatet blev, at Keane gav Schmeichel et blåt øje og også selv blev skadet.

Det skriver den tidligere irske midtbanespiller i en bog, som udkommer på torsdag. Dele af bogen kan mandag læses på avisen Daily Mirrors hjemmeside.

- Af sportslige årsager var der bygget nogle spændinger op mellem os gennem årene, skriver Roy Keane i bogen.

- Peter gik ud ofte ud af sit mål og råbte af spillerne, og jeg følte, at han nogle gange spillede op til publikum med en "se på mig-attitude".

- Han gjorde det nok for at få noget koncentration, men jeg følte, at han gjorde det for tit, som om han ville sige til publikum "se, hvad jeg skal kæmpe med."

Derefter fortæller Roy Keane om episoden i Hongkong.

- Han sagde: "Jeg har fået nok af dig. Det er på tide, vi får det klaret".

- Så sagde jeg ok, og så sloges vi. Det føltes vel som 10 minutter. Der var en masse larm. Peter er en stor fyr.

- Jeg vågnede op næste morgen, og kunne kun svagt huske slagsmålet. Min ene hånd gjorde meget ondt, og min ene finger pegede den forkerte vej.

Holdkammeraten Nicki Butt havde ifølge Roy Keane ledet slagets gang.

- Peter havde taget fat om mig, og jeg havde nikket ham en skalle. Vi havde sloges længe, fortsætter ireren.

Ifølge Roy Keane havde Peter Schmeichel på et senere pressemøde på turen forklaret sit blå øje med, at en holdkammerat havde ramt ham med en albue.

Roy Keane spillede 12 år i Manchester United. Otte af dem som anfører.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.