Katastrofested i de franske Alper genåbner for alle
Området, hvor et Germanwingsfly torpederede et bjerg i Frankrig, genåbner i weekenden for offentligheden.
Stedet i de franske Alper, hvor et passagerfly fra det tyske selskab Germanwings styrtede ned, genåbner for offentligheden i den kommende weekend. Sådan her så der ud den 31. marts i år - seks dage efter katastrofen.
Stedet i de franske Alper, hvor et passagerfly fra det tyske selskab Germanwings styrtede ned, genåbner for offentligheden i den kommende weekend. Sådan her så der ud den 31. marts i år - seks dage efter katastrofen. Foto: Yves Malenfer/AP


Et halvt år efter katastrofen med flyet fra det tyske flyselskab Germanwings i de franske Alper bliver det atter muligt at færdes i området, hvor Airbusflyet ramte et bjerg og blev splintret.

Alle 150 om bord omkom.

Det er den lokale borgmester i byen Prads-Haute-Bléone, Bernard Bartolini, der siger, at området genåbner for offentligheden søndag.

Dog vil der fortsat være afspærringer lige på det sted, hvor flyet ramte bjerget.

Der er planer om, at der her skal etableres et mindested for ofrene, men der er endnu ikke truffet nogen endegyldig beslutning om det.

Det øvrige område er nu blevet renset for spor af katastrofen.

Airbus A320-flyet var den 24. marts på vej fra Barcelona i Spanien til Düsseldorf i Tyskland.

Men flyet nåede ikke så langt. Det ramte et bjerg i de franske Alper.

Undersøgelserne viste, at det var flyets andenpilot, som med overlæg havde forårsaget katastrofen.

På et tidspunkt var piloten på toilettet, eller i hvert fald ude af cockpittet. Andenpiloten låste sig herefter inde i cockpittet og styrede flyet ind i bjerget.

Anklagere i sagen fandt siden ud af, at andenpiloten led af depressioner, og at han havde holdt det skjult for sin arbejdsgiver.

/ritzau/dpa

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.