Kasseret Fifa-kandidat anker til CAS
Musa Hassan Bility får Den Internationale Sportsdomstol til at vurdere, om han kan blive præsidentkandidat.
Musa Hassan Biolity håber fortsat på at få lov til at kandidere til præsidentposten i Fifa.
Musa Hassan Biolity håber fortsat på at få lov til at kandidere til præsidentposten i Fifa. Foto: Walter Bieri/AP


Musa Hassan Bility er utilfreds med, at han i sidste måned blev vraget som kandidat til posten som præsident i Det Internationale Fodboldforbund (Fifa)

Faktisk er præsidenten for fodboldforbundet i Liberia så fortørnet, at han har anket Fifas beslutning til Den Internationale Sportsdomstol (CAS).

CAS meddeler på sin hjemmeside, at domstolen muligvis vil behandle sagen før jul, men en dato er endnu ikke fastsat.

Musa Hassan Bility blev i november ikke fundet værdig til at gå efter præsidentembedet.

Fifa angav dengang som årsag, at han ikke havde bestået forbundets såkaldte integritetstjek.

Den mangeårige Fifa-præsident Sepp Blatter træder den 26. februar næste år tilbage, og Fifa skal vælge en ny præsident.

Den 79-årige schweizer er i øjeblikket suspenderet for sin rolle i sagen om en mistænkelig pengeoverførsel til Michel Platini, der er præsident for Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa).

Den 60-årige franskmand, der ligeledes er suspenderet, håber at overtage præsidentposten, men Michel Platini er i øjeblikket ikke kandidat, fordi han er suspenderet.

Han har anket suspenderingen til CAS, der fredag formiddag vil behandle sagen om ham og Sepp Blatter.

De fem godkendte kandidater til præsidentvalget er Gianni Infantino, Tokyo Sexwale, prins Ali Bin Al Hussein, Salman Bin Ebrahim Al Khalifa og Jerome Champagne.

Gianni Infantino, der er generalsekretær i Uefa, vil dog trække sit kandidatur, såfremt Michel Platini får mulighed for at stille op.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.