Den danske landsholdsmålmand Kasper Schmeichel blev modtaget med blomsterkranse og klapsalver, da han sammen med sin træner, Claudio Ranieri, og sine Leicester City-holdkammerater ankom til Thailand for at fejre det nyvundne engelske mesterskab.
Det er ikke tilfældigt, at turen går til Thailand, eftersom den engelske sensationsklub er ejet og sponsoreret af King Power, der er er Thailands største detailforhandler af toldfri varer.
Derfor har klubben også en stor opbakning i Asien, og Premier League-trofæet skal vises frem i Bangkok, hvor titusindvis af fans ventes at møde op og hylde Schmeichel og holdkammeraterne.