FC Nordsjælland tabte søndag den fjerde kamp i træk i Alka Superligaen, da OB sendte FCN hjem med et 1-3-nederlag. Det skete med et hold, hvor gennemsnitsalderen på de elleve startere var 20,6 år, da FC Nordsjælland var ramt af flere profilers afbud.
I bagkæden var blandt andre Andreas Maxsø, Pascal Gregor og Patrick Mtiliga ude, og det var ifølge Kasper Hjulmand en af årsagerne til, at de fynske værter trak det længste strå.
- Vi har syv spillere ude, som alle ville give os noget robusthed og erfaring inde på banen, det er der slet ingen tvivl om, så dem hilser jeg velkommen, når de kommer tilbage, siger Kasper Hjulmand.
- Vi vil komme til at spille ungt, når alle er klar, men det er klart, at når vi i sidste kamp havde tre debutanter, der er U19-spillere, og i denne kamp har to 18-årige i forsvaret, så ser man skrøbeligheden i det. Men bag alt det, så ser vi mulighederne for at blive stærke.
Selv om FC Nordsjælland indkasserede sæsonens fjerde nederlag ud af fem mulige, så er det en fortrøstningsfuld FCN-træner, der kigger på fremtiden.
- Der er det her øjebliksbillede af, at det ser virkelig skidt ud og alle de ting. Men jeg er fuld af fortrøstning, når det bliver 1. september, og transfervinduet er lukket, og vi har fået samlet gruppen. Så synes jeg, at der er potentiale, siger FCN-træneren.
Frem mod 1. september, hvor transfervinduet er lukket i, forventer Kasper Hjulmand, at FC Nordsjælland-truppen når at ændre sig en smule, hvor et sted mellem et og tre nye ansigter skal tilføjes.
- Først og fremmest skal vi have kvalitet og erfaring, men erfaringen har ikke noget med alder at gøre. Eksempelvis har Pascal Gregor og Andreas Maxsø 100 superligakampe hver, selv om begge er 22 år.
/ritzau/