Kasi-Jesper lurer på comeback i Brøndby
Hvis Jesper Nielsen vinder sin skattesag, så vil han meget gerne investere penge i Brøndby igen.


Jesper Nielsen - kendt som Kasi-Jesper - har tidligere sprøjtet millioner af kroner i fodboldklubben Brøndby. Og det vil han hjertens gerne gøre igen, hvis han får mulighed for det.

Det kræver dog, at Jesper Nielsen vinder en langvarig sag mod Skat, som har indefrosset værdier svarende til et trecifret millionbeløb.

I december skal sagen i Landsskatteretten, og hvis Jesper Nielsen vinder sagen og får sine penge tilbage, vil han gøre comeback i dansk sport.

- Jeg tror og håber, at skattesagen falder ud til min fordel, og hvis det sker, er jeg ganske sikker på, at jeg går ind i dansk sport igen. Jeg er begejstret for den eksponering, man opnår ved at være engageret i sportsklubber.

- Det er en billig platform i forhold til det kendskab, der kommer til ens virksomhed. Se bare på den eksponering jeg fik ud af mit engagement i AG København og Brøndby, siger Jesper Nielsen til Jyllands-Posten.

Brøndbys bestyrelsesformand, Jan Bech Andersen, har et godt forhold til Jesper Nielsen. Brøndby-bossen har investeret i Jesper Nielsens smykkefirma, Endless Jewelry, og det kan blive gengældt.

- Jan har støttet Endless, og derfor vil jeg naturligvis gerne støtte hans Brøndby, så må vi se, om det skal være som sponsor eller aktionær.

- Kærlighed til Brøndby stopper jo sjældent, og det gør den heller ikke for mit vedkommende, siger Jesper Nielsen.

Tidligere var Jesper Nielsen med til at danne og opbygge håndboldklubben AG København, som blev erklæret konkurs i 2012 i forbindelse med skattesagen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.