Karettur: Margrethe bliver ikke alene
Kronprinsparret gør dronning Margrethe selskab på karetturen gennem København torsdag, oplyser hoffet.
Prins Henrik er for syg til at deltage i karetturen til dronningen 75-års fødselsdag. I stedet kører kronprinsparret med.
Prins Henrik er for syg til at deltage i karetturen til dronningen 75-års fødselsdag. I stedet kører kronprinsparret med. Foto: LARS KRABBE/POLFOTO


Dronning Margrethe kommer ikke til at sidde alene, når hun torsdag kører i karet gennem Københavns gader i anledning sin 75-års fødselsdag.

I den sygdomsramte prins Henriks fravær tager kronprinsparret plads i kareten ved dronningens side, når turen klokken 12.30 går fra Christian VII's Palæ på Amalienborg til Københavns Rådhus under ledsagelse af Gardehusarregimentet.

Det bekræfter hoffets pressechef, Lene Balleby.

Prins Henrik døjer fortsat med influenza, og han kan derfor ikke deltage i festlighederne i forbindelse med dronningens fødselsdag.

Det omfattende program bliver dog gennemført som planlagt, startende med gallataffel på Christiansborg onsdag og efterfulgt af morgenvækning på Fredensborg Slot.

Herefter vil dronningen ved middagstid vise sig på balkonen i Christian VII's Palæ på Amalienborg, hvorfra karetturen til Københavns Rådhus som nævnt også vil finde sted hen over middag.

På rådhuset vil dronningen lægge øjne og ører til en bred vifte af underholdning, hvor både en jazztrio, strygere og Københavns Kommunes Skoleorkester vil sørge for musikken, mens to danseteatre vil optræde for 75-års fødselaren.

Klokken 14 viser dronningen og den kongelige familie sig igen for de fremmødte københavnere på rådhusets balkon, inden der om aftenen er middag på Fredensborg Slot.

I mandags måtte prins Henrik melde afbud til dronningens pressemøde på Fredensborg Slot i anledning af fødselsdagen.

Her fortalte dronningen, at prinsen er ramt af influenza, og derfor ikke havde det "særlig rart".

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.