Karen på integrationsydelse: Der er et oprør på vej
Det vælter ind med positive tilkendegivelser til den sygdomsramte forfatter Karen Fastrup. Hun mener, at den folkelige opstand mod regeringens integrationsydelse vil accelerere.
Søndag fortale Karen Fastrup til Avisen.dks læsere, hvordan hun er endt på integrationsydelse. Siden er det væltet ind med reaktioner.
Søndag fortale Karen Fastrup til Avisen.dks læsere, hvordan hun er endt på integrationsydelse. Siden er det væltet ind med reaktioner. Foto: Morten Holtum


Karen Fastrup er en af de 21.000 borgere, der 1. juli blev tildelt den såkaldte integrationsydelse. Beskeden kom som et chok for den sygemeldte forfatter, der siden valgte at dele nyheden på sin Facebook-væg.

Søndag nåede hendes fortælling ud her på Avisen.dk og siden også Aftenshowet på DR.

- Jeg har fået mange reaktioner og langt flere venneanmodninger end normalt efter at have fortalt min historie til Avisen.dk og DR. Det var jeg ikke forberedt på – det er ret overvældende, fortæller Karen Fastrup til Avisen.dk.

Hun har set, at mange deler artiklen og tv-indslagene på de sociale medier, samtidig med at de fortæller deres egne historier.

"Sindssygt bekymret"

Integrationsydelsen, som med Karen Fastrups egne ord er et ”påfund” fra regeringens side for at skræmme flygtninge væk, tildeles borgere, som i de seneste 8 år har opholdt sig mindre end 7 år i Danmark.

For hendes vedkommende er det en to år lang udstationering i Tanzania med hendes eksmand, der er årsagen til, at hun nu er blevet tildelt integrationsydelse.

- Jeg er sindssygt bekymret efter at være kommet på integrationsydelse. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal få det til at hænge sammen og aner ikke, hvordan jeg skal overleve. Jeg må skynde mig at blive rask, men det er jo desværre ikke noget, jeg bare kan forcere frem.

De mange positive reaktioner har dog givet hende et fornyet håb.

- Jeg kan mærke på de reaktioner, jeg får, at der er en grøde. I denne sag og i mange andre sammenhænge har jeg en fornemmelse af, at der er et folkeligt oprør i gang. En stigende bevidsthed om, at vi lige nu er i færd med at afvikle det velfærdssamfund, det har taget os mange generationer at opbygge, siger hun.

Skræmt over udsigten

Karen Fastrup glæder sig over, hvordan et voksende antal mennesker begynder at organisere sig i grupper, siger hun og nævner Venligboerne som eksempel.

- Men det ulykkelige vil være, hvis vi bevæger os fra at være en velfærdsstat til at blive et velgørenhedssamfund, som eksempelvis det amerikanske, hvor de svageste er fuldt afhængige af den hjælp, de kan få fra andre grupper af borgere, siger hun.

Karen Fastrups bekymring er også, at som det er i dag, må borgere på integrationshjælp og kontanthjælp slet ikke tage imod hjælp fra venlige sjæle, fordi de så risikerer at blive trukket i deres ydelse af kommunen, som Avisen.dk har beskrevet.

- Man må dårligt tage mod hjælp. Hvis du får hjælp, bliver du jo trukket i din ydelse, siger hun. 

Karen Fastrup fortæller, at hun ikke har brugt meget tid på at læse reaktioner på nettet. For som hun siger, ”jeg prøver at skåne mig.” Noget har hun dog læst, og hun har også fået opkald fra mennesker, som vil fortælle, at de støtter hende.

- Jeg er ikke så angst lige nu, som da jeg fik at vide, at jeg vil få integrationsydelse. Jeg er i en stærk periode lige nu, fordi jeg mærker meget opbakning. Men det vender jo igen, når jeg lige om lidt ikke ved, hvordan jeg skal skaffe penge til mad og husleje.

Ingen A-kasse

Generelt har hun fået meget få negative kommentarer, og de fleste af dem handler om, at hun ikke har været med i en A-kasse, som kunne have sikret hende sygedagpenge, da hun blev syg.

- Men for os skabende kunstnere findes der ikke en A-kasse, det er det, der gør, at jeg ikke kan få sygedagpenge, påpeger hun.

Flere ville måske være nervøse for, hvilke reaktioner man kunne blive mødt med, hvis man stod frem med sin fortælling, sådan som Karen Fastrup og flere andre har gjort det i kølvandet på indførelsen af integrationsydelsen.

For Karen Fastrup har hendes mange år som forfatter hjulpet hende til at stå frem.

- Som forfatter har man for længst overskredet grænsen mellem det private og det offentlige. Man bruger af sit eget liv, når man skriver. Og især lige nu, hvor jeg er i gang med at skrive en autofiktiv roman. Jeg har gjort op med mig selv, at alt alligevel kommer ud, og derfor er det også nemt at stå frem med min historie, siger forfatteren.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.